HAAB fremtryller fængende dream-pop i unik atmosfære.
HAAB producerer iørefaldende popmelodier, hvor du oplever forsanger Hannah Sommers blide vokal synge dig ind i et drømmende univers støttet op af luftigt kor fra søsteren Emma Sommer.
Gruppens klang svæver i en balancegang mellem det akustiske og det elektroniske, hvor synthesizere, elguitar og trommemaskinen får lov at fylde klangfarven ud.
Med deres originale dreampop-lyd, og poetiske ærlige tekster, åbner HAAB op for et musikalsk univers og spørger pænt, om du har lyst til at træde indenfor, for derefter at skubbe til dine forventninger med mere rockede elementer.
Der er allerede seks singler i bagagen og mere musik på vej fra HAABs dragende sårbare og virkelighedsfjerne univers.
Gratis sommerkoncerter i Musikhusparken
Sammen med Spar Nord Fonden inviterer Musikhuset alle aarhusianere og byens gæster til en række gratis udendørskoncerter ved spejlbassinet i Musikhusparken i juni, juli og august.
Er du til pop og rock eller jazz, er der noget for enhver smag.