
Musikalsk multitalent i spidsen for et ungt hold
Oplev det musikalske multitalent Kati Brien, når hun sammen med en gruppe af lokale unge musikere for alvor får Musikhuset til at swinge.
Den tyske saxofonist Kati Brien sidder til dagligt på forreste række i Aarhus Jazz Orchestra, hvor hun spiller lead-saxofon. Hun er uddannet fra State University of Music and Performing Arts Stuttgart og har desuden studeret ved ikoner som Greg Cohen og Kurt Rosenwinkel.
Foruden sit virke som saxofonist er Kati en talentfuld sanger og guitarist, blandt andet at høre i Kati Brien's Dream Band.
Om Musikhuset Swinger
Ridehuset Swinger flytter hjemmefra! – På grund af et stort byggeprojekt nær Ridehuset har Aarhus Jazz Orchestra udvidet samarbejdet med Musikhuset og glæder sig til at invitere publikum indenfor til det helt nye, og alligevel velkendte koncept, Musikhuset Swinger.
13. - 16. juli kan jazzglade festivalgængere nyde fællesskab, mad og store musikalske oplevelser i Musikhusets foyer og i Musikhusparken – med fri entré til alle koncerter.
Aarhus Jazz Orchestra og Musikhuset glæder sig til at byde indenfor til Musikhuset Swinger.