Musikalsk hyldest til coronaens frontkæmpere
Gratis hyldestkoncert i Musikhuset til personalet på Aarhus Universitetshospital
MusikBeRiget og Musikhuset går sammen om at hylde dem, der har stået i forreste linie i kampen mod corona. Med en ekstraordinær indsats har personalet på Aarhus Universitetshospital givet omsorg og håb til patienter og pårørende under pandemien. De har tilsidesat frygten for at blive smittet eller smitte andre. Det fortjener en larmende musikalsk hyldest, der forhåbentlig kan være med til at skabe glæde og smil i en svær tid.
”Jeg har under mine ugentlige besøg på hospitalerne det seneste år oplevet det enorme arbejde og ekstra pres, der er på personalet. De fortjener at blive set og anerkendt for deres store, utrættelige arbejde, ” siger initiativtager Lisbeth Sagen fra MusikBeRiget.
Personalet på Aarhus Universitetshospital kan glæde sig til at opleve Szhirley, Martin Brygmann og Ole Kibsgaard som solister. De går på scenen i Musikhusets Symfonisk sal i selskab med MusikBeRigets Kvartet Sagen og en udvidet rytmegruppe. Repertoiret spænder bredt fra Beatles over Piazolla til Sebastian.
”Vi glæder os til at fylde sæderne i Musikhuset med seje frontkæmpere og give dem en aften med fed musik og god stemning. Det har været en svær tid for alle, men der er særlige grupper, som er gået forrest og har ydet en helt ekstraordinær indsats. De fortjener et kæmpe musikalsk klap på skulderen”, siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.
Koncerten i Musikhuset er en af i alt seks, gratis koncerter, der hylder frontpersonalet på de danske hospitaler. To koncerter for Rigshospitalets ansatte samt koncerter for personalet på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, Aalborg Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital.
De gratis billetter til koncerterne bliver uddelt til personalet i samarbejde med ledelsen på hospitalerne.
Koncerterne er støttet af Spar Nord Fonden.
Om MusikBeRiget
MusikBeRiget har de seneste 12 år arbejdet for at skabe livskvalitet for børn, unge og deres familier, som er indlagt på landets hospitaler. Gennem livemusik er målet er at skabe et frikvarter med fælles glædesfyldte øjeblikke, hvor sygdommen træder i baggrunden for en stund. Bag MusikBeRiget står initiativtager og projektleder Lisbeth Sagen. I 2015 modtog hun ZONTAs opmuntringspris og i 2017 vandt hun P2-prisen som Årets Ildsjæl.
Koncertplan
Aalborg, Musikkens Hus, 20. august
Roskilde, Roskilde Kongrescenter, 29. august
Aarhus, Musikhuset Aarhus, 3. september
Odense, Odense Koncerthus, 4. september
København, Langelinie Pavillonen 5. september
Ønsker du yderligere oplysninger, kontakt Thomas Råhlin på thr@aarhus.dk eller 22309622.