Spring til hovedindhold

Album med Mike Andersen

Mike Andersens musikalske milepæle og personlige fortællinger

Mike Andersen gæster Album – et samtaleformat, hvor musikere dykker ned i et album, der har haft en særlig betydning for dem. I samtale med Jesper Nyborg åbner han op for historien om sit tiende album All Out Of Love, som i hans egen optik er det - måske - mest kreative, han har skabt – og som åbner op for fortællingen om en livsændrende begivenhed på godt og ondt.

”Det er en plade, der inspirationsmæssigt stikker i alle mulige retninger, men hvor man hele vejen igennem kan høre, at det er Mike Andersen, der spiller.”

- Jesper Nyborg

Hør Mike spille nummeret Only For You fra sit nyeste album

ET ALBUM OM MODSATRETTEDE FØLELSER

Mike Andersens album All Out Of Love er gået hen og blevet symbolet på en periode i hans liv, som vakte mange forskellige følelser på én gang. En periode, han ikke havde stået i før, og som skulle vise sig at være med til at forme både ham selv og albummet.

Hør Mike fortælle om en periode præget af modsatrettede følelser og store tanker. 

”Linjen All Out Of Love betyder to modsatrettede ting. Man kan gøre noget ud af kærlighed, eller man kan løbe tør for kærlighed. Og det udtryk fascinerede mig, fordi det opsummerer den her periode.”

- Mike Andersen

SKILSMISSEN PÅ GODT OG ONDT

All Out Of Love handler om den ambivalente situation, Mike Andersen pludselig stod overfor, da han gennemgik sin skilsmisse – en periode med både positive og negative følelser. En sorg over noget, han troede skulle vare for evigt, som ikke lykkedes, og samtidig en åbning til noget helt andet. 

Lyt til nummeret Pack Your Bags fra det følsomme og personlige album

I STUDIET MED EN INTROVERT BONDERØV

Processen i forbindelse med at skrive det seneste album var ifølge Mike den mest kreative, han har gennemgået. Kreativ på den måde, at studiet summede med god energi, vilde vibrationer og et flow, der gjorde det muligt at færdiggøre albummet forholdsvist hurtigt.

Mike skrev albummet sammen med en anerkendt producer, han aldrig havde mødt før, og som på det tidspunkt var - og stadig er - meget populær i branchen. Mike vidste på ingen måde, hvad han skulle forvente, og det første møde skulle da også vise sig at blive noget af en overraskelse.

”Jeg var lidt spændt på, hvad jeg kom til, for Ki! (Christian Ki Dall) var på det tidspunkt sådan lidt talk of the town og lidt hip (...) Jeg kom så til en kæmpestor introvert bonderøv... og det trivedes jeg rigtig godt i.”

- Mike Andersen

OM AT HYLDE FEJLENE

Mike Andersen og produceren Ki! mærkede begge to den fantastiske energi, der blev skabt i studiet – energifyldte, inspirerende og kreative sessions, som de begge to savner den dag i dag.

Foruden at skabe god energi i studiet hjalp Ki! også Mike med at lægge perfektionismen til side. Som Mike selv nævner, kan man som musiker nemt komme til at rette små fejl og detaljer, men sammen med Ki! valgte han i stedet at bibeholde de skæve kanter – dét, som i hans optik er med til at udgøre de allerbedste albums. 

Hør historien om det helt særlige samarbejde

”Når man laver en plade, er man enormt meget inde i det, og når man ligesom zoomer ud, så er det måske faktisk de steder, der er fejl, man begynder at holde af, fordi… nobodys perfect.”

- Mike Andersen

LYT TIL ALBUMMET All Out Of Love

1 af 9

HVAD ER ALBUM?

Album er musikhusets musikalske samtaleformat, hvor journalist og radiovært Jesper Nyborg inviterer nogle af landets mest spændende musikere ind til en personlig snak om det album, der enten startede eller ændrede deres karriere – eller det album, der har betydet eller krævet mest. Du får alle de gode historier bag albummet, lytter til sangene på vinyl og får enkelte smagsprøver live fra scenen.

Gå på opdagelse i de tidligere udgaver af Album og mærk stemningen fra Caféscenen.

Se mere

Dyk også ned i, hvem der er på programmet lige nu og snart gæster Jesper Nyborg til en hyggelig samtale med akustiske liveoptrædener. 

Læs mere