Brinkmann, Nørretranders, Willerslev
Gratis
Genre ArrangørMusikhuset Aarhus
Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev - oplev tre af Danmarks skarpeste og mest populære iagttagere
Dilemmaer og benspænd
Et virkeligt stærkt trekløver i inspirerende samtale og diskussion - på aftenen bundet sammen af Frederik Lindhardt, akkurat som han gjorde det på de tre herrers forrige fælles turné. Denne gang med nye drejninger, dilemmaer og en række benspænd. De tre udgav sidste år - midt i coronakrisen - bogen Samtalekur, der bl.a. handler om samtalens nødvendighed for mennesker og samfund. Vi har derfor taget dem på ordet og udfordrer på aftenen de tre på vigtige spørgsmål, etiske og moralske dilemmaer og lader dem krydse klinger i relation til emner som:
• Hvad er vi blevet klogere på i coronakrisens skygge og klare lys?
• Verdens fremtid – er den forudsigelig?
• Epidemier på godt og ondt
• Økonomiske, politiske, naturvidenskabelige, sociale, kulturelle, sundhedsmæssige og filosofiske vinkler på coronakrisen
• Individ kontra fællesskab
På scenen denne aften
Svend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Hans forskning foregår i grænsefladen mellem psykologi, filosofi og kulturanalyse. Han er forfatter til en lang række samfundskritiske bøger bl.a. bestseller-trilogien Stå fast, Ståsteder og Gå glip - og senest Vi er det liv, vi lever.
Tor Nørretranders er faglitterær forfatter og har i sine bøger primært beskæftiget sig med, hvad det vil sige at være menneske. Tor skriver om alt fra naturvidenskabens rolle i den moderne kultur, over miljøproblemer, krig og fred, til fremtiden, kreativiteten, troens betydning og hvad vi skal have at spise. Forfatter til en lang række bøger, senest Karma Corona.
Rane Willerslev, museumsdirektør og tidl. professor i socialantropologi. Desuden tidligere direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo og leder af De Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum. Han blev ph.d. fra Cambridge University, har været på talrige ekspeditioner i Sibirien og er mangeårigt medlem af Eventyrernes Klub.
Frederik Lindhardt er medstifter af digital-læringsvirksomheden, Virtio, cand.mag. i retorik og har bundet samtalerne sammen i bøgerne Det som du ikke forstår, gør dig klogere og Samtalekur. Han er desuden skribent inden for emnerne tech, retorik og læring samt moderator på flere events.
Hvad er vi blevet klogere på, bekræftet i, opmærksomme på eller endnu mere i tvivl om efter coronakrisen? Vi er spændte på at høre Svend Brinkmanns, Tor Nørretranders og Rane Willerslevs bud på en helt særlig aften.