Cæcilie Norby
Vær med til at fejre Cæcilie Norby i Musikhuset, når en gylden æra genopstår
Vokalfacetternes dronning, Cæcilie Norby, er rundet 60 år. Det fejrer hun med en eksklusiv turné rundt i landet med sit ikoniske Blue Note-repertoire, der tog hende helt ud i den internationale jazzverden og markerede en ny ære - både for hende og for moderne vokaljazz.
Markant og skelsættende vokalist
Som en hyldest til sin egen kunstneriske rejse, vil Cæcilie Norby præsentere numre fra alle fire albums på Blue Note-repertoiret: Cæcilie Norby (1995), My Corner of the Sky (1996), Queen of Bad Excuses (2000) og First Conversation (2002). Et repertoire, der ikke blot markerede starten på hendes solokarriere, men også udgør et centralt kapitel i hendes indtog på den internationale scene.
For både gamle fans og nye lyttere er en koncert med Cæcilie Norby uforglemmelig. Med sine personlige anekdoter, varme tilstedeværelse og sin humor er Cæcilie mester i at give koncerter, der både underholder og rører. Det går heller ikke ubemærket hen hos landets anmelderkorps, som ofte kvitterer med stjerneregn og flotte ord.
”Cæcilie Norby leverede en magisk aften fyldt med musikalitet og følelser. Hendes vokal spænder fra det blide og intime til det kraftfulde og ekspressive, hvilket gør hver sang til en oplevelse i sig selv”
- Politiken
”Norby og hendes band skabte en perfekt balance mellem forskellige musikgenrer. Hendes fortolkninger er både teknisk imponerende og dybt følelsesladede. En koncert, der viser, hvorfor hun er en af Danmarks mest respekterede sangerinder”
- GAFFA
Publikum kan glæde sig til alt fra inderlige ballader til groove-baserede numre, når Cæcilia Norby, sammen med et all-star band af landets ypperste musikere, inviterer til en magisk jazzaften i Lille sal.
Line-up
Cæcilie Norby - vokal
Morten Schantz - keys/klaver
Kristor Brødsgaard - bas
Snorre Kirk - trommer
Asta Norr - kor
Laura Lindell - kor