
Casper Mikkelsens Dejlige Jazzband
Gratis
VarighedCa. 1 time
Genre SalCaféscenen
ArrangørMusikhuset og Aarhus Jazz Orchestra
En del af Musikhuset Swinger
En FanJAZZtisk Trommerejse
Kom til junglejazz, swingmusik og fortællinger for både børn og deres voksne. Hvor kommer trommerne egentlig fra? Hvordan blev de til et trommesæt? Må man slå på trommer i en biograf? Eller i en kirke? – Og hvad har det egentlig med jazz at gøre?
En FanJAZZtisk Trommerejse er en musikalsk mættet koncertforestilling, der fortæller trommernes og jazzmusikkens historie fra Afrikas savanne til New Yorks asfaltjungle. Koncerten byder på et overflødighedshorn af musik lige fra junglebogen og bedrøvet blues til hæsblæsende swingmusik. Casper Mikkelsens Dejlige Jazzband leverer det hele med et glimt i øjet, imponerende håndværk og medrivende entusiasme. Så afgjort jazz i børnehøjde!
Casper Mikkelsens Dejlige Jazzband spiller udadvendt swing, jazz og stemnings(lyd)billeder fra dansehaller, smugkroer og stumfilmsbiografer i 20'erne og 30'ernes trafikjungle i New Orleans, Chicaco og New York for både lyttende, festende, dansende og drikkende forsamlinger. Det dejlige jazzband har i de forløbne år spillet mere end 200 koncerter rundt i hele Danmark, hvilket må gøre det til et af landets mest sammenspillede jazzorkestre.
Ud over fast engagement i orkestre som The KutiMangoes, Magnus Fra Gaarden og AUDIOGRAF har orkestermester Mikkelsen akkompagneret et bredt udsnit af den danske musikscenes spydspidser, blandt andre Johnny Madsen, Chief1, Aarhus Jazz Orchestra, Benjamin Koppel, Jesper Thilo, Finn Ziegler, Sinne Eeg, Hugo Rasmussen, Jacob Fischer og mange flere.
Line up
Casper Mikkelsen: trommer
Morten Ankarfeldt: bas
Johannes Buhl Andresen: klaver
Jan Harbeck: tenorsaxofon
Musikhuset Swinger
Koncerten er blot en af mange oplevelser, du kan glæde dig til under Musikhuset Swinger, der en del af Aarhus Jazz Festival 2025. Her byder Aarhus Jazz Orchestra og Musikhuset indenfor til en hel uge med masser af jazz. Der bliver rig mulighed for at nyde fællesskabet, lækkerier til ganen og store musikalske oplevelser - med fri entré til størstedelen af koncerterne.
Programmet for Musikhuset Swinger og jazzfestivalen bliver offentliggjort løbende