Spring til hovedindhold
Musikhuset
Plakat for Debutkoncert - Li Wen, klaver

Debutkoncert - Li Wen, klaver

Det Jyske Musikkonservatorium

  1. fredag
    12/06
    19.30
Pris

Gratis

Genre

#klassisk#gratis

Sal

Lille sal

Arrangør

Musikhuset Aarhus

Medvirkende:
Katrine Mygind Kyhl — sopran
Emilie Haaning Christensen — sopran
Andreas Mathias Gade — baryton

Dette program undersøger liedgenren som et poetisk og psykologisk rum, hvor kvindelige stemmer, naturbilleder og indre tilstande træder frem i et tæt samspil mellem tekst og klang.

Udgangspunktet findes i Peter Heises Dyvekes Sange, hvor en nordisk lyrisk sensibilitet danner rammen om en intim og sangbar fortælling. Herfra bevæger programmet sig ind i det senromantiske tyske repertoire hos Richard Strauss og Gustav Mahler, hvor den poetiske tekst forvandles til et indre, ofte fragmenteret univers præget af erindring, begær og opløsning; særligt tydeligt i skildringen af Ophelia-figuren og i Rückerts poetiske introspektion.

Med Ottorino Respighis Deità Silvane åbnes et mere sanseligt og klangligt orienteret lydrum, hvor naturen træder frem som et poetisk spejl for menneskelig erfaring.

Samlet set sætter programmet fokus på, hvordan liedtraditionen kan forstås som et sted, hvor stemme og klaver ikke blot formidler tekst, men skaber et bevægeligt rum mellem fortælling, psyke og klanglig transformation; ofte gennem en subtil, men stærk feminin poetisk linje.

Program:
Peter Heise: Dyvekes Sange
Richard Strauss: Drei Lieder der Ophelia, Op. 67
Ottorino Respighi: Deità Silvane
Gustav Mahler: Rückert-Lieder

Li Wen er pianist med særlig fordybelse i lied, kammermusik og kirkemusik. Hun studerer i solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium og arbejder i et tæt kunstnerisk samarbejde med sangere omkring tekst, klang og musikalsk nærvær. Hendes virke kredser om den vokale klaverkunst og liedens poetiske univers, hvor tekst og klang åbner et psykologisk og lyrisk rum. Hun har optrådt i danske kirker og koncertsale i lied- og kammermusikalske sammenhænge samt deltaget i masterclasses inden for klaver og kammermusik. Med rødder i Kina og virke i Danmark forener hun en lyrisk klangfornemmelse med en lyttende og nuanceret tilgang til det vokale repertoire.

Katrine Mygind Kyhl er uddannet sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium, som hun dimmiterede fra i 2023. Udover at være fast kirkesanger i Skanderborg sogn er hun aktiv både som solo-, kor- og ensemblesanger og synger med på projekter med Sct. Pauls Cantori, Ensemble Edge og Ensemble Orion. Hun har også optrådt som solist i bl.a. Vivaldis "Gloria" og Händels "Messias" og forskellige liedduo-konstellationer. Deruodver har hun spillet med i flere operaproduktioner, deriblandt "The Telephone" på DJM, "Intet" på Den Jyske Opera og "Hans og Grete" på Herning Operafestival."

Emilie Haaning Christensen er en tysk-dansk sopran. Hun har studeret sang ved Hochschule für Musik Freiburg hos professor Mareike Morr samt ved Mozarteum Universität Salzburg hos professor Andreas Macco. Hun er i øjeblikket kandidatstuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor hun studerer hos sopranen Signe Asmussen og pianisten Søren Rastogi. Derudover har hun modtaget undervisning af Brigitte Fassbaender, Andreas Scholl og Stephan Genz. Hendes operarepertoire omfatter bl.a. Fiordiligi (Così fan tutte), Magda Sorel (The Consul),
Cupido/Minerva (Orpheus i Underverdenen) samt Anden Dame (Tryllefløjten). Professionelle engagementer tæller Nanette i Lortzings’ “Der Wildschütz” ved Opernbühne Maxlrain samt 1. Adelige Waise i Richard Strauss’ “Der Rosenkavalier” ved Mecklenburgisches Staatstheater Schwerin. I foråret 2026 kan hun opleves som Fiordiligi i Den Fynske Operas produktion af “Così fan tutte”
Koncertant har Emilie Haaning Christensen optrådt som solist med bl.a. Aalborg Symfoniorkester, Bach-Selskab Aarhus og Randers Kammerorkester og har arbejdet med dirigenter som Ion Marin, Geoffrey Paterson, Carsten Seyer-Hansen og David Riddle. Fra 2016 til 2022 var hun kunstnerisk leder af koncertforeningen Junge Musik in Schwerin e.V., hvor hun dirigerede kor- og orkesterprojekter, herunder flere uropførelser af værker af komponister fra Schwerin. I 2018 modtog hun et stipendium fra Lotte Lehmann Akademiet og I 2025 et legat fra Gudrun og Erik Kauffeldts Fond.

Andreas Gade læser i øjeblikket en kandidat i klassisk sang på Det Jyske Musikkonservatorium, men har allerede opbygget en omfattende koncertvirksomhed. For Andreas er teksten den primære inspirationskilde, og hans baggrund som instrumentalist skinner igennem i en detaljeorienteret tilgang til både musikkens finere facetter og værkets historiske kontekst. På scenen omsættes denne dybde til en udtryksfuld formidling og en naturlig fortrolighed med rummet og publikum. Han har medvirket i en lang række oratorier og har ligeledes markeret sig stærkt på operascenen i markante roller som Figaro, Papageno og senest som John Sorel i The Consul (2026). I 2024 modtog han Rebild Musikpris, hvilket blandt andet førte til en optræden med Aalborg Symfoniorkester.

Koncerten er gratis, og du kan bare møde op uden billet. Kom i god tid.