HUSH & Danmarks Underholdningsorkester - Symfonisk Tour
Gratis
Genre ArrangørMusikhuset Aarhus
Symfoniske Hush
Med over 100.000 solgte plader og 25.000 koncertbilletter i 2018 er countrypopduoen HUSH i sandhed blevet folkeeje. Nu tager bandet en eksklusiv forårsturné med Danmarks Underholdningsorkester med til Musikhuset.
Den populære duo ser frem til samarbejdet med et af Danmarks mest anerkendte symfoniorkestre.
Sangerinde Dorthe Gerlach siger:
"Vi har turneret med vores eget band og senest helt akustisk her i efteråret. Men at stå på scenen med Underholdningsorkestret i ryggen bliver virkeligt en 'once in a lifetime' oplevelse! Det sus du mærker fra sådan et orkester er helt ubeskriveligt, og jeg glæder mig til at udforske de mere filmiske farver i musikken"
Tilbage i 2011 mødtes HUSH og Underholdningsorkestret én enkelt magisk aften i forbindelse med en radioudsendelse i DR Koncertsalen. Koncerten blev foreviget på et livealbum. Lige siden har de drømt om at arbejde sammen igen. Både for at komme længere ind i musikken og længere ud i landet med en fælles turné. Til foråret sker det endelig!
Americana og strygere: match made in heaven
På turnéen kan du opleve HUSHs smukke americana og pop-country i et helt nyt format, hvor Danmarks Underholdningsorkester drysser symfonisk magi og ekstra stjernestøv over duoens sange. Dorthe Gerlach, HUSHs karismatiske og humoristiske forsangerinde vil tage publikum med på rejse gennem en ny dimension af duoens univers, med både nyfortolkninger af deres egne sange og glimt fra Toppen af Poppen.
At HUSH er et band som i dén grad skal opleves live, er velkendt på spillestederne og hos deres trofaste publikum, og det blev ikke mindst cementeret i år, hvor bandet spillede flere udsolgte turnéer ovenpå udgivelsen af deres seneste album ”SAND”. Koncertanmelderne skrev bl.a.:
* * * * *Ren magi
Gaffa
* * * * *HUSH flyver højere end nogensinde
Fyens Stifstidende
* * * *Decideret smertestillende
Aarhus Stiftstidende
* * * * *Dorthe Gerlach er et fund på en scene
Randers Amtsavis
Siden tiden i DR har Danmarks Underholdningsorkester markeret sig med en række nyskabende koncertsamarbejder - blandt andet en flot anmeldt koncertrække med Mads Langer i løbet af sommeren 2018. Andreas Vetö, direktør for orkesteret, udtaler om samarbejdet med HUSH:
“Det er en kæmpe fornøjelse at skulle på turné med HUSH. Dorthe og Michael har lavet noget af de seneste års bedste danske folk-pop, og med vores fælles historie føles et samarbejde helt naturligt. Danmarks Underholdningsorkester glæder sig til at møde det danske publikum i selskab med HUSH og en masse fantastisk musik.”
Varighed: 1 time og 55 minutter inkl. en pause. Bemærk, at sluttidspunktet kan variere.
Arrangør: Musikhuset