Julekoncert med Senex Brass Band & vokalgruppen Harperne
Gratis
VarighedCa. 1 time og 30 minutter
Genre SalCaféscenen
ArrangørMusikhuset Aarhus
Syng julen ind med Vokalgruppen Harperne og Senex Brass Band
OBS: arrangementet er desværre aflyst.
Få en svingende oplevelse op til jul i Musikhuset, når Vokalgruppen Harperne og Senex Brass Band spiller julen ind. Vær med til en hyggelig stund, hvor det dygtige kor og det velkomponeret band sørger for juletoner og godt humør igen i år.
VOKALGRUPPEN HARPERNE
Koret har rødder tilbage til Århus Folkemusikskoles Børne- og Ungdomskor, og der er stadig medlemmer fra dengang. Det er blandt andet det, der gør koret så unikt. Koret blev omdøbt til Vokalgruppen Harperne i 1992, og i dag er de en lille flok kvinder, der synger på et højt og ambitiøst niveau krydret med en god portion humor, som også det tvetydige navn ”harpe” antyder. De medvirkede bl.a. ved det gigantiske åbningsarrangement af Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad.
Deres dirigent, Allan Dahl Hansen, er uddannet pianist og arrangør fra Det Jyske Musikkonservatorium. Han har været kapelmester, arrangør og pianist på Den Jyske Operas opsætning af Jul på slottet i 2007-2012 og på alle forestillinger hos operakompagniet Figaros de sidste mange år. Han har arbejdet som pianist og repetitør ved blandt andet Aalborg, Odense og Aarhus Teater og hos Musical Silkeborg. Derudover virker han som korleder og akkompagnatør for kor og solister i mange forskellige musikalske sammenhænge og har arrangeret størstedelen af Vokalgruppen Harpernes numre.
SENEX BRASS BAND
Orkesteret blev dannet i 1970 og er en sammenslutning af FDF Senior Orkester, Musikkorpset Lyren og DUI. Igennem årene har Senex været med til at præge amatørmusikken i Danmark med deltagelse i konkurrencer under Dansk Amatør Union. Mange dygtige messingblæsere har haft plads i orkestret, og har siden fået professionel karriere som musikere i ind- og udland. Samtidig har en række af de ypperste dirigenter haft deres plads foran orkesteret.
Senex har gennem de sidste år oplevet tilgang af medlemmer, hvilket gør, at de i dag er tæt på at være en fuldtallig besætning. At Senex på latin betyder "den gamle", giver meget god mening, da flere af orkestrets medlemmer var med, da det hele startede i 1970, og kunne således fejre 50-års jubilæum sammen med Senex i 2020 - en stor præstation inden for amatørmusik. Senex Brass Band har i mange år bl.a. spillet flotte koncerter i flere kirker i Aarhus og har i de seneste år genoptaget deltagelsen i konkurrencer med flotte resultater.
Deres nuværende dirigent, Eyal er født og opvokset i Israel. Han begyndte som 8-årig at spille trompet og modtage undervisning i det lokale konservatorium og orkester. Allerede mens Eyal studerede på Jerusalem Academy of Music and Dance blev han udnævnt til 2. trompetist i Jerusalem Symphony Orchestra (Israelsk Radioorkester). Efter 3 år i orkestret flyttede Eyal til Aarhus for at studere hos professor Kristian Steenstrup på Det Jyske Musikkonservatorium. Eyal siger selv, at studierne hos prof. Steenstrup fuldstændigt ændrede hans spil og tilgang til spil og musik. Han fik mange redskaber, og blev både en bedre performer og musiker.
I 2016 afsluttede Eyal sin kandidatuddannelse og har siden arbejdet som dirigent, underviser og freelancemusiker i forskellige sammenhænge samt spillet med symfoniorkestre, brassbands, kammermusikensembler og i musicals. I dag underviser Eyal i trompet og andre messingblæsere på Vejen Musikskole, på Orkester Efterskolen i Holstebro og Steiner Skolen i Skanderborg.
Udover Senex Brass Band dirigerer Eyal også Randers Jernbaneorkester.