Kristin Korb hylder Ray Brown med en 100 års jubilæumskoncert
Den herboende, amerikanske sanger og bassist, Kristin Korb, indtager Musikhuset under Aarhus Jazzfestival med en hyldest til sin mentor - og en af jazzhistoriens helt store legender: Ray Brown.
Kristin Korb har med sine swingende baslinier og sin funklende vokal, etableret sig på jazzscenen som en exceptionel kunstner, der behersker begge sine instrumenter med både stor autoritet og en elegant lethed. Hun blev personligt undervist af Ray Brown, og netop relationen til ham er omdrejningspunktet for koncerten.
Sammen med sin faste trio - Magnus Hjorth på klaver og Snorre Kirk på trommer - præsenterer hun et program med musik, de har indspillet sammen, nye arrangementer inspireret af deres samarbejde samt udvalgte kompositioner af Ray Brown.
Glæd dig til en eftermiddag, hvor Ray Browns energi, musikalitet og generøsitet vækkes til live - og hvor vi fejrer 100-året for én af jazzens største legender.
Musikhuset Swinger
Arrangementet er blot en af mange oplevelser, du kan glæde dig til under Musikhuset Swinger, der en del af Aarhus Jazz Festival 2026. Her byder Aarhus Jazz Orchestra og Musikhuset indenfor til en hel uge med masser af jazz. Der bliver rig mulighed for at nyde fællesskabet, lækkerier til ganen og store musikalske oplevelser - med fri entré til størstedelen af koncerterne.