En energifyldt danseforestilling i konstant bevægelse
Le Scénario er en intens og energifyldt danseforestilling med Dansk Danseteaters 10 dansere. Forestillingen er skabt af den svenske koreograf Philip Berlin, og dyrker klimakset som tilstand: de høje spring, det dirrende overskud og den rå energi.
Med inspiration fra post-punk og den frie moderne dans fra 1960’erne og 70’erne trækker Philip Berlin tråde til blandt andre Merce Cunningham og Michael Clark. Lys, lyd og bevægelse bygger gradvist intensiteten op gennem forestillingen og skaber en oplevelse i konstant fremdrift.
Kostumerne blander historiske silhuetter med latex og moderne materialer og understreger forestillingens leg med identitet, styrke og overdådighed.
Siden premieren på Dansens Hus i Stockholm i 2023 har Le Scénario været opført på scener i hele Skandinavien, blandt andet i Operaen i Oslo.
Artist Talk
Forestillingen bliver efterfulgt af en Artist Talk kl. 14, hvor du kan komme med bag om forestillingen og høre mere om tilblivelsen og tankerne bag.
Det kunstneriske hold
Kompagni: Dansk Danseteater
Koreografi: Philip Berlin
Dansere: 10 dansere fra Dansk Danseteater
Kostumer og scenografi: Daniel Åkerström-Steen
Komposition: Yoann Durant
Musik: Molchat Doma, Dirty Beaches & Utro
Kostumier: Maria Ipsen
Koreografiske assistenter: Louise Dahl og Anna Grip
Forestillingen er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Nordjyllandsfonden, William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Aarhus Kommune.
Aarhus Summer Dance
Denne danseoplevelse er blot én af de mange, du kan glæde dig til, når den nye dansefestival Aarhus Summer Dance fylder Musikhusparken med liv og lækre rytmer.
Musikhuset, Bora Bora og Dansk Danseteater inviterer alle aarhusianere med til sommerens helt store dansefest i hjertet af Aarhus. Her kan du opleve nogle af Danmarks dygtigste dansere og dansekompagnier optræde. Du kan også selv kridte danseskoene - eller blot nyde sommersolen i parken med lækre forfriskninger.
Alle arrangementer og aktiviteter under dansefestivalen er gratis.