
Oplev Lydmor på en helt ny måde, når hun gæster Musikhuset.
Lydmor, der har turneret verden rundt med sit farvestrålende og bombastiske elektropop-show, drager nu på tour i en anderledes og mere afdæmpet udgave. Den anmelderroste musiker skifter neon-malingen, lysproduktionen og de pulserende elektrobeats ud med den nøgne sang. Med dette greb ønsker multikunstneren Lydmor, med det borgerlige navn Jenny Rossander, at vække nyt liv i sine maleriske sange.
Lydmor har før flirtet med formatet, at optræde alene med sit klaver. I 2018 inviterede ROSA hende til at være en del af deres Naked Sessions under Spot Festival, og her viste Jenny Rossander, at hendes sange kan noget helt unikt i dette simple format. Kombineret med Lydmors ligefremme fortællinger om sin karrieres, op- og nedture som artist, sit ophold i Shanghai og det hektiske liv i kunst-orkanens øje, får publikum et indblik i en unik musiker og kunstners krøllede verden.
“Hendes fortællinger fra scenekanten skaber en fortrolig intimitet med publikum og Lydmor viser et ægte, uforceret nærvær.”
”Uanset om det stod på skarpskåren electro-pop eller stille sange på flygelet, brillerede Lydmor i DR Koncerthuset. Det var storladent og bjergtagende, men det forblev altid menneskeligt og nærværende…”
Få en intim oplevelse i Lille sal, hvor der er skåret helt ind til benet.