Mads Bærentzen & Aarhus Jazz Orchestra
Mads Bærentzen sætter tonen til 25-års jubilæumskoncert
I 25 år har Mads Bærentzen sat sit præg på Aarhus Jazz Orchestra fra klaverbænken. Nu markeres jubilæet med en koncert, hvor Mads selv sætter tonen med sine yndlingsnumre fra bigbandets store repertoire - og de historier, som følger med.
Mads tager os med på en rejse gennem de sidste 25 år, hvor han deler anekdoter fra sine mange år i orkestret, fra tiden i New Yorks pulserende jazzmiljø og fra mødet med nogle af genrens helt store navne - herunder undervisning hos den legendariske Kenny Werner. Med de mere end 3.000 numre, han har spillet med Aarhus Jazz Orchestra, byder aftenen på både musikalske perler og personlige minder.
Aftenen byder også på udvalgte vokalnumre fra orkestrets arkiv sunget af den anerkendte sanger Mads Mathias. Med sin varme og alsidige stemme har han markeret sig som en af landets stærkeste vokalister inden for både jazz og pop. Publikum kan se frem til personlige fortolkninger af de sange, der har gjort størst indtryk på Mads Bærentzen gennem årene. På dirigentpodiet står Nikolai Bøgelund, som med sikker hånd og stort nærvær leder orkestret gennem aftenen.
Musikalsk spænder koncerten fra amerikansk jazztradition til nordiske klange og fortællinger, der tilfører en særlig stemning og dybde. Det bliver en aften med både kraft, eftertænksomhed og glæde - og ikke mindst en hyldest til et langt musikalsk samarbejde.