Martin Kanstrup
Det bliver En Wild Omgang, når Martin Kanstrup vender tilbage til Musikhuset
Glæd dig til en aften med højt humør, thybosk charme og skæve historier fra det liv, vi alle sammen går rundt og roder med. Martin Kanstrup er tilbage med sit nye comedyshow En Wild Omgang, hvor hverdagens små katastrofer, store armbevægelser og tvivlsomme beslutninger bliver vendt til comedy.
For hos Kanstrup skal der ikke nødvendigvis så meget til. Et koffeinrush, lidt tidsoptimisme eller et øjeblik, hvor man bagefter må konstatere: Det dér var en ommer. Herfra kan fortællingen hurtigt tage fart og ende et helt andet sted.
Fra Thy til Musikhuset
Martin Kanstrup har med shows som THYBO OR NOT THYBO, TRÆLS og EN BETTE SHOW skabt sit helt eget humoristiske univers. Med finurlige fortællinger på thybomål, musik og et blik for det komiske i det helt almindelige har han fyldt landets sale. Han er desuden et populært bekendtskab på sociale medier, hvor han har over 400.000 følgere og deler sjove hverdagsvideoer, der får danskerne til at trække på smilebåndet.
I En Wild Omgang fortsætter han i samme spor – med nye historier og betragtninger fra et liv, hvor mennesker, parforhold og hverdagens små absurditeter leverer rigeligt med materiale. Kanstrup blander comedy og musik med rendyrket gak og løjer og inviterer publikum helt ind i sit lune univers.
Glæd dig til en vild og uhøjtidelig aften i Musikhuset, når Martin Kanstrup sætter hverdagen på pause og lattermusklerne på arbejde.