Mona Moroni
- fredag12/0212.12
Fremadstormende band bringer melankolsk pop og musikalsk nærvær til Grim x Musikhuset
Mona Moroni er ikke et band, der råber højest. Og det behøver de heller ikke. Med deres introverte popunivers har de på få år sneget sig ind under huden på danskerne – ikke mindst i Musikhuset, hvor de i starten af 2026 begejstrede fra start til slut.
Glæd dig til at opleve Mona Moroni, når de indtager Grim x Musikhuset og pryder februars vinterkulde med deres særlige blanding af melankoli, varme og underspillet charme.
Drømmende debut og melankolsk sommervarme
Debutalbummet Vågen igen har på blot to år rundet over 10 millioner streams og fundet vej til udsolgte koncerter på tværs af landet. Albummet blev skabt i et sommerhus på Falster, langt fra byens pulserende liv, og musikken fungerer som et sanseligt og roligt afbræk fra hverdagens høje tempo.
★★★★★
”En dansk debut, der inden for sin genre er noget af det bedste, der er sket i lang tid.”
- GAFFA
★★★★
”Som en vaccine mod overstimulering veksler albummet på fornem vis mellem nostalgisk tryghed og længselsfuld melankoli.”
- Soundvenue
Også på festivalscenerne har Mona Moroni gjort sig bemærket med koncerter på blandt andet Roskilde Festival, Heartland, Musik i Lejet og Syd for Solen. For selvom musikken er afdæmpet, er den bestemt ikke forbeholdt de små, intime scener.
Mona Moroni udgav tidligere på efteråret den nye single Septembersol, der er den første smagsprøve på deres kommende album, der lander i januar 2027 – lige inden de indtager scenen til Grim x Musikhuset, hvor drømmende synths, organiske instrumenter og en hjertevarm vokal smelter sammen.
Lyt til den nye single her
Gå også på opdagelse i debutalbummet Vågen igen
Gør dig klar til en aften, hvor Mona Moroni - midt i festivalens sprudlende, uhøjtidelige stemning - inviterer indenfor i et musikalsk åndehul.
En del af Grim x Musikhuset
Fordriv vintermørket for en dag og tyvstart festivalsæsonen inden døre. Grim x Musikhuset byder på en dags solbeskinnet festivalstemning. Mens kulden bider udenfor, forvandles Musikhuset til en sprudlende, sommervarm endagsfestival fyldt med energi, kærlighed og skæve, uhøjtidelige indslag.