Spring til hovedindhold
Musikhuset
Plakat for Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed
Olivia og skyggedansernes hemmelighed
Køb billet

Ny storslået musical med mystik, magi og musik fra landets største hitmagere

Glæd dig til et helt nyt kapitel i dansk musicalhistorie. OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed er en original musical med manuskript af Adam Price og splinterny musik skabt af Danmarks største popsnedkere: Rasmus Seebach, Andreas Sommer og Ankerstjerne.

Maria Lucia indtager central rolle

Du kan glæde dig til at opleve en af Danmarks mest markante musicalperformere på scenen i Musikhuset. Maria Lucia Heiberg Rosenberg spiller rollen som gymnasiepræsten Kristine, der i begyndelsen fremstår omsorgsfuld og støttende, men som gradvist viser en mere fanatisk side og begynder at se Olivia som en trussel.  

”Jeg elsker fortællinger, hvor der sniger sig lidt magi ind i hverdagen. Den barnetro vi alle kender, hvor man spørger, om julemanden eller påskeharen findes, rummer noget meget smukt. For mig handler det ikke om religion eller tro, men om at turde forestille sig, at der findes noget større og mere uforklarligt omkring os. Den slags magi giver håb, og jeg tror oprigtigt, at vi har brug for mere håb og mere magi i den tid, vi lever i. Derfor føles OLIVIA som et helt særligt og aktuelt univers at træde ind i.”

- Maria Lucia

Maria Lucia får selskab af Mathias Flint i rollen som Olivias far, og Nanna Rossen spiller den mystiske outsider Mathilde. Nanna Rossen spillede senest en bærende rolle i De vilde kaniner – Teaterkoncert Gnags. Deruover giver forestillingen plads til en række nye, store talenter. Blandt dem er Lui Trampedach Mortensen, som spiler Benjamin, Oscar Stahlfest som Gabriel samt Sophia Ahlm Bircow, der spiller Freja. 

Jagten på Olivia fortsætter 

Selvom store dele af holdet nu er på plads, mangler én afgørende brik stadig: titelrollen Olivia. Auditions har været i gang siden efteråret, og jagten fortsætter efter den performer, der skal bære forestillingens centrale rolle.  Hvem der skal spille Olivia vil blive afsløret senere.

Spektakulære illusioner

Oplev illusioner uden fortilfælde i Danmark. Forbered dig på både at blive forskrækket og begejstret, når virkelighed og fantasi smelter sammen i den tryllebindende musical OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed. I spidsen for illusioner, special effects og magi står John Bulleid, som blandt andet er UK Illusions Associate på Harry Potter and the Cursed Child på Palace Theatre i West End i London.

Hekse, magi og hemmeligheder

I musicalen følger vi Olivia, der går i 3.G og kæmper med angst. Hendes mor døde for mange år siden under mystiske omstændigheder, som Olivia ikke rigtig kender. Nu bor Olivia alene med sin overbeskyttende far. Men en dag beslutter han, at de trænger til en frisk start og beslutter, at de skal flytte til Køge – hvor mange “hekse” blev brændt på bålet førhen.

På det nye gymnasium er forberedelserne til skoleforestillingen i fuld gang, og Olivia bliver hurtigt inviteret indenfor. Men så begynder uforklarlige ting at ske, Olivia opdager nye sider af sig selv, magien bliver sat fri og hemmelighederne smuldrer. Samtidig rykker mørke kræfter tættere og tættere på.

Der venter en storslået og magisk fortælling om at finde sig selv og slippe sin frygt. Glæd dig til en forestilling, som med garanti samler og fascinerer på tværs af generationer.

Anbefalet alder: fra 12 år og op

Her får du den allerførste smagsprøve på musikken til Olivia og skyggedansernes hemmelighed: 

Holdet på og bag scenen