Orgelaben og Trommedyret
Børnejazz
- onsdag01/0713.30
Gratis
VarighedCa. 1t
Genre SalMusikhusparken
ArrangørMusikhuset Aarhus og Aarhus Jazz Orchestra
En del af Musikhuset Swinger
Festlig børnekoncert med jazz, leg og masser af sjov
Kom med, når Orgelaben og Trommedyret indtager jazzcontaineren KISSA i Musikhusparken. Bevæbnet med elorgel og trommestikker sprudler de to musikalske legekammerater Carl Quist-Møller og Michael Sunding med improviserede lyduniverser og musikalsk humor. De skaber ørehængende melodier, swingende rytmer og sange på stedet, hvor spontane indfald fra publikum ofte inddrages i koncerten.
Denne koncert bliver ekstra speciel, da de får selskab af deres improviserende legekammerat: saxofonist Johan Toftegaard Knudsen. Til daglig spiller han i Aarhus Jazz Orchestra, hvor han fortryller på både saxofon og klarinet.
Trommedyret og Orgelaben
Carl Quist-Møller er en legende perkussionist og trommeslager, som spiller både argentinsk tango, jazz, rock og pop og ofte blander tegnefilmens lydunivers ind i musikken med fugleføjt, andekald og hjemmelavede lydeffekter. Carl er også kendt som forfatter, animator og tegner og har blandt andet været med til at udgive tegnefilmsmusikfortælling BiBob og Bibi, designet Jungledyret Hugo, skabt Læsepadden Pede, bogserien Sandkassen og romanen Carl og Dulla og alle løgnehistorierne.
Michael Sunding er pianist, sanger, sangskriver og komponist og føler sig hjemme de fleste steder i musikken - lige fra jazz og nordisk folketone over gospel, blues og funk til balkan, salsa og soul. Han er legesyg, intens og udadvendt på scenen, hvor han fortryller med sine swingende grooves og smukke melodier.
KISSA containeren
KISSA er Aarhus Jazz Orchestras specialdesignede kultur- og jazzcontainer, som flytter rundt i Aarhus og afholder koncerter, talks og events med fokus på nysgerrighed, fællesskab og musikalske oplevelser. Under hele Musikhuset Swinger står den i Musikhusparken og danner rammerne om sjove og finurlige jazzarrangementer for hele familien.
Musikhuset Swinger
Arrangementet er blot en af mange oplevelser, du kan glæde dig til under Musikhuset Swinger, der en del af Aarhus Jazz Festival 2026. Her byder Aarhus Jazz Orchestra og Musikhuset indenfor til en hel uge med masser af jazz. Der bliver rig mulighed for at nyde fællesskabet, lækkerier til ganen og store musikalske oplevelser - med fri entré til størstedelen af koncerterne.