
Rikke Mia Skovdal
Så slap dog af
Så slap dog af
Sænk skuldrene og vær med, når kunstner, satiriker og formidler Rikke
Mia Skovdal inviterer til en underholdende aften fyldt med kreativt kaos,
grin og ikke mindst lidt tiltrængt ro. For i en hverdag fyldt med vasketøj, deadlines og dårlig samvittighed, kan
det være svært at give sig selv lov til bare at være til og have det sjovt. Men hvad nu hvis det netop er i de små pauser - med uperfekt kreativitet
og leg - at vi finder ro, fællesskab og fornyet energi?
Lidt broderi har aldrig skadet
Med udgangspunkt i sit skæve, skøre og til tider hårdtslående projekt Lidt broderi har aldrig skadet, deler Rikke sine egne erfaringer med at finde ro i de små øjeblikke. Der hvor vi slipper kontrollen, og hvor tingene ikke behøver at have et mål for at give mening.
Denne aften handler ikke om at blive god til at brodere, sy eller strikke - selvom du selvfølgelig gerne må nørkle med fra salen. I stedet handler denne aften om at prioritere sig selv og grine lidt af det hele. Det handler om at turde give slip, slappe lidt af og skabe noget - bare fordi det føles godt.
Vi lover, at det i hvert fald aldrig har skadet.