Kom og mærk sambarytmerne i kroppen
Sambananas inviterer til en gratis workshop under Aarhus Summer Dance, der er for dig, der har lyst til at prøve kræfter med den brasilianske dansestil - uanset køn og erfaring.
Workshoppen er oplagt for begyndere og alle, der bare vil bevæge sig til festlige beats og lære nogle grundtrin i karnevalssambaens fortryllende univers.
Vi gør opmærksom på, at der er begrænset antal pladser til workshoppen, som bliver tildelt efter først-til-mølle-princippet. Vi anbefaler derfor, at du komme i god tid.
Om Sambananas
Grebet og medrevet af inspiration og entusiasme for brasiliansk musik og sambakultur opstod Aarhus-gruppen Sambananas i foråret 1999. De har gennem årene vokset sig til en stærk sambagruppe: en blanding af amatører og professionelle.
Stilmæssigt samler vi kræfterne om samba batucada, samba-reaggae og funk. Musik og dans indgår i et samspil, hvor musikerne behersker en fin blanding af impulsivitet og nøje indstuderede numre, og danserne optræder både med solodanse og koreografier i forskellige kostumer.
Alle med lyst og engagement er velkomne at deltage!