Følg med ind i en verden af mytiske fabeldyr, mægtige naturkræfter og fortidens kongelige, når Sylfide genfortolker danmarks folkeviseskat. Gamle strenginstrumenter som keltisk harpe, drejelire og lyre, skaber en filmisk underlægning til de modale melodier og fortidens fortællinger.
Gennem effektpedaler forvandler harpen og grynede arkivoptagelser sig til minimalistiske beats og ambiente lydflader, og skaber en nærværende forbindelse mellem fortid og nutid.
Bag Sylfide er folkesanger, sangskriver og harpenist Helene Dorthea Tungelund, der med sin krystalklare vokal og fortælleevne, favner både vildskab og feminin følsomhed. På scenen møder hun multi-instrumentalist Christian Mohr Levisen, der med sit dybe kendskab til middelaldermusikken bringer en legende musikalitet og instrumentel finesse.
Sammen bringer de historierne om skæbne, liv og død ind i et moderne lydunivers, hvor publikum inviteres til at spejle sig i fortiden og forbinde sig med danmarks kulturarv.
Helene Dorthe Tungelund, vokal, harpe og liveelektronik
Christian Mohr Levisen, drejelire og lyre
Koncerten afvikles i forbindelse med Helenes solistuddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium
Foto: Julie Montauk
Koncerten er gratis, og du kan bare møde op uden billet. Kom i god tid.