Folk stod som sild i en tønde, men så fik direktøren en idé

Musikhusets glasfoyer fik en voldsom og vigtig udvidelse, som ingen kunne se, og der var kun tre måneder til det.

Tekst: Hans Petersen 

En dynamo for kulturlivet i Aarhus og andre større byer i provinsen. Musikhuset Aarhus skabte interesse og satte ting i gang i byen og andre byer, og efter nogle år var det blevet for småt. 

Inden døre i glasfoyeren var der så trangt, at gæster nærmest stod som sild i en tønde og nemt blev kildet i hovedet og viftet i håret af blade fra de palmer, som var en utraditionel bevoksning på vores breddegrader. 

Mere plads var nødvendig, også til koncerter og andre arrangementer. Samtidig ville både restaurant, café og toiletter få et betydeligt løft med plads til mere albuerum. 

Husets leder så mulighederne. 

Flugtlinje mod Officersbygningen 

Hans N. Hansen var kommet til som direktør i 1996 efter først Poul Koch (1982-1991), kortvarigt Steen Pade og siden Bent Peter Larsen (1991-1996).  

Publikum strømmede til i øget omfang, og Hans N. Hansen fik i 2001 ideen til at udvide huset. 

Den tidligere revisor i Kommunernes Revisionsafdeling og rederichef i Scandlines, Hans N. Hansen, fik øje på muligheden for at gøre den store glasfoyer større ved at tage glasvæggene ned og flytte dem længere ud i Musikhusets park. 

Det var ikke uden vanskeligheder, for husets glaslinje ud mod haven flugtede med nogle linjer på Officersbygningen ud mod Vester Alle. Det faldt nogen for brystet, at det skulle ændres. Spejlbassinet udenfor skulle også laves om. Men alligevel var der opbakning, også fra SF-rådmand for kultur, Niels Erik Eskildsen. 

Og tilladelsen kom 

Meningen var at lægge 8,64 meter til huset ud mod haven og 70 meter i bredden. Udefra skulle det ikke umiddelbart kunne ses, at der var bygget udenpå. 

Sådan blev det, og ser man på huset i dag, vil næppe én tænke over, at det har været mindre. Kun på fliserne i gulvet indenfor kan man se en svag forskel i den hvid-grå farve. Men man skal vide det for at få øje på det. 

”De 600 ekstra kvadratmeter ville skabe plads til 1200 siddende og 1500 stående gæster i foyeren,” siger Hans N. Hansen, der husker, at han var i Lissabon i Portugal, da tilladelsen kom og straks rejste hjem. 

”Det var en stor beslutning og betød meget, at arkitekterne Kjær og Richter, som havde tegnet huset, også skulle stå for udvidelsen, siger Hans N. Hansen. 

”Accepten kom i 2003, og vi kunne ikke lukke Musikhuset. Vi måtte nødvendigvis lave det hele om sommeren, hvor vi ikke havde ret mange arrangementer, så det blev sommeren 2004,” siger den tidligere direktør. 

Det hele skulle stå klar til festugen i slutningen af august, og det gjorde det.  

Flere toiletter 

Udvidelsen til 24 millioner kroner gav meget mere til huset. 

”Restauranten på første sal var for lille. Den fik en balkon, og vi fik lavet toiletter med handicapadgang midt i huset. Garderoben fik en bedre placering. Dengang var der kun toiletter i kælderen i den del, der vender mod Margrethepladsen, og det var for få, så vi byggede også toiletter i kælderen i den del, der nu er over imod kunstmuseet Aros,” forklarer Hans N. Hansen. 

Kiers fond med Poul Jensen som formand støttede økonomisk, kunstneren Sonny Tronborg blev hyret til at stå for udsmykningen af det nye, og virksomheden Pressalit gav en hånd til udbygning af toiletterne. 

Der var i øvrigt en særlig problematik med dametoiletterne. I pauserne var der kø op ad trappen og i foyeren, så nogle kom for sent til forestillingerne. 

”Kvinderne brugte for lang tid på toiletterne, så vi fjernede spejlene derinde, så spejlene nu var udenfor, og så forsvandt køen,” siger Hans N. Hansen, der undgik kritik, fordi han fortalte publikum om det på forhånd. 

Snart fik Hans N. Hansen en ny idé. Musikhuset fik brug for endnu en udvidelse – en meget større. Det kan du læse om her