Hjemmeside Beskæring (3)

Liza Minelli tog sin hund med på scenen og gik i byen til ud på natten

Den amerikanske sanger og skuespiller tog Aarhus med storm

Tekst: Hans Petersen 

Liza Minelli tog Aarhus med storm. I tre timer begejstrede den 45-årige amerikanske stjerne publikum i Musikhuset Aarhus, og bagefter gik hun i byen til langt ud på natten. 

Det var 7. oktober 1991, den berømte entertainer Judy Garlands datter besøgte Aarhus og sendte et vingesus fra amerikansk showbizz ud over den store sal i Musikhuset. 

I august i år fylder Musikhuset Aarhus 40 år, og derfor genopfrisker vi nogle af de mange oplevelser og begivenheder, huset har lagt scener til. 


Forsiden af Århus Stiftstidende: Liza Minelli tog Aarhus med storm.

Bragende bifald 

”Knap havde de første toner af ”New York, New York” gjaldet ud over salen, før bifaldet bragede ned mod hende, og det fulgte hende trofast under hele koncerten,” skrev journalist Bendt Bendtsen dagen efter i Aarhuus Stiftstidende. 

Hun havde netop haft premiere på sit turnéshow ”Stepping Out” i Sverige to dage før, og det bekymrede ikke århusianerne, at svenskerne havde været forbeholdne i anmeldelserne. 

”En charmerende, musikalsk forrygende forestilling ført over scenen med en veloplagt Liza Minelli,” skrev Bendt Bendtsen og fortsatte: 

”Hun er skuespilleren, sangeren og danseren, som kan holde publikum i sin hule hånd, fra det lillepigede til det frække, næsten vulgære.” 

Showpiger i salen 

”Stepping Out” var anden del af showet, og her blev hun ledsaget af otte fantastiske showpiger, der blev hentet og blandede sig fra forskellige sider af salen – til publikums store overraskelse. Dermed var Minelli ud over sin bekymring over at stå alene på scenen. 

”Publikum blev ved med at klappe og bede om mere, og jublen ville ingen ende tage, da Liza Minellis lille terrier Lily kom ind på scenen og upåvirket oplevede finalens store stepnummer med samtlige medvirkende i sving. 

Liza Minnelli sluttede showet med at få sin medbragte terrier, den logrende Lily, ind på scenen. Sangen druknede næsten i bifald og begejstrede tilråb. Foto: Axel Schütt 

Der var den særlige historie med hunden, at den var rejst i forvejen. Den var blevet forbudt adgang til Sverige, så den måtte klare sig noget tid uden sin ejer i Aarhus. 

Så gensynsglæden var stor, da Liza Minelli med nogle timers forsinkelse kom med fly til Tirstrup fra Stockholm. Hun havde tilbragt et par ekstra timer i Gamla Stan i den svenske hovedstad, fordi der var så hyggeligt. 

Hun blev hentet i Rolls Royce og transporteret af bilens ejer Lars Bang, som i det hele taget havde et herligt døgn under hendes besøg. 

Liza Minnelli

Lars Bang var chauffør for Liza Minelli og hunden Lily. Foto: Helene Bagger 

Til jazz i Glazzhuset 

Efter det sveddryppende show tog Liza Minelli direkte til Hotel Royal på Store Torv, krængede scenetøjet og de ultrahøjhælede sko af og gik til Glazzhuset, lige under Clemens Bro. Her drak hun cola med is og røg godt med Marlborough-cigaretter, mens hun og selskabet lyttede til jazzmusik. 

Liza Minelli kan lide at feste i rart selskab, og folk i hendes trup finder spændende interesser, hvor turneen når frem. 

Der var reserveret 50 værelser til hende og hendes crew på Hotel Royal, og nogle af dem, tæt på 100, samledes til natbuffet der. Også lokale var troppet op der i håbet om at få et blik af stjernen i hall’en eller ved elevatoren. 

Der var også tid til autografer. Foto: Helene Bagger 

Byens guldskeer 

Borgmester Thorkild Simonsen og fru Edny var med blandt gæsterne på Hotel Royal. 

Her takkede han for showet og betegnede det som den største oplevelse i Musikhusets historie. Og sørgede for, at Liza Minelli næste dag fik byens fornemste gave, ikke bare en, men to guldskeer. 

”Den danske dronning har 12, og det er en meget stor glæde, jeg kan give dig to. Men det betyder, at du er nødt til at komme tilbage fem gange endnu, hvis du vil have et helt sæt,” sagde Thorkild Simonsen. 

Liza Minnelli optrådte igen i Musikhuset mandag 17. oktober 2005 som det eneste sted i Danmark. Den 59-årige verdensstjerne blev bakket op af et 12 mands orkester. 

Fem år tidligere blev hun ramt af hjernebetændelse, og lægerne frygtede, at hun aldrig ville kunne optræde igen. Men allerede i 2002 stod hun igen på scenen i New York og udsendte sit album „Lizas Back“. 

 

Fakta 

  • Liza Minelli er født 12. marts 1946.
  • Skuespiller og sanger.
  • Datter af sanger og skuespiller Judy Garland og filminstruktøren Vincente Minelli.
  • Hun fik stjernestatus for rollen som Sally Bowles i filmatiseringen af Broadway-musicalen ”Cabaret” i 1972. Hun modtog en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.
  • Optrådte i Musikhuset Aarhus mandag 7. oktober 1991. Kom igen til en koncert 17. oktober 2005. 
Kontakt

Thomas Jensens Allé

8000 Aarhus C

Tlf.: 89 40 90 00

musikhusetaarhus@aarhus.dk

 

Musikhusets åbningstider

Hold dig opdateret

#musikhusetaarhus #musikhuset #lifeislive

Forstærk kontraster
Læs mere
Der er ingen resultater som matcher denne søgning. Søgning fejlede