Vi Bygger En Mozart Opera

Rør ved tonerne

Aarhus Symfoniorkester opfører Vi bygger en Mozart-opera sammen med instruktør Freja Friberg Lyme

Tekst og foto: Jes Vang, Aarhus Symfoniorkester

Aarhus Symfoniorkester har man de sidste to år arbejdet på at skabe mere direkte forbindelser mellem publikum og musikerne på scenen. Orkestret har derfor opfundet et nyt format, hvor tilhørerne i salen bliver aktive medvirkende i både musikken og koncertoplevelsen. Det kaldes KonTakt-koncerter, og i år får man lov til at bygge sin helt egen Mozart-opera – sammen med orkestret.

Styr orkestret

Smag på musikken. Rør ved tonerne. Styr orkestret. Det var parolen i 2021, hvor publikum i forbindelsen med koncerten Sansernes symfoni tog del i en interaktiv koncertoplevelse, der var lige dele Pac-Man, strandvolley, chokoladesmagning og klassisk koncert. Her blev kontakten til musikerne og manipulationen af det musikalske materiale etableret via elektronisk registrering af sammenspillet på stolerækkerne – helt konkret ved, at publikum spillede en enorm badebold frem og tilbage i salen, og badeboldens position og bevægelse styrede et spil, der bestemte musikken.

Men at bruge et gigantisk oppusteligt joystick til at skabe kontakt mellem publikum og scenekunstnerne er kun én – meget underholdende – måde at få lov at strække, skubbe og flytte tonerne på. I år bliver der
mulighed for at påvirke selve det narrative skelet i koncerten; at vælge sit eget eventyr og klippe-klistre
musikken og handlingen sammen på nye måder.

Byg din egen koncert

Til koncerten Vi bygger en Mozart-opera vil man, som titlen antyder, nemlig få lov at skabe sit helt eget værk. Tonerne er ganske vist Mozarts og hentet fra hans bedste operaer, men hvordan de sammensættes? Ja, det er op til publikum! Hvilke arier skal synges? Hvilke hovedpersoner skal få hinanden? Hvordan skal stemningen være mellem sangerne? Og ikke mindst, hvordan skal musikken afspejle det hele?

Tilhørerne bestemmer om det er højspændt drama, en let og munter komedie, en rødglødende romantisk
affære – eller hvilken som helst blanding af stilarter, følelser og dramatiske spændingskurver, man kan finde på, mens musikken spiller – der udgør den endelige koncertoplevelse. Handlingen afgøres undervejs ved direkte afstemning, hver gang der nås  en fortællemæssig eller musikalsk skillevej.

Der venter med andre ord en banebrydende oplevelse, hvor man bogstaveligt talt får lov at blande sig i
musikken – og direkte påvirke musikerne og sangerne på scenen – og hvor det eneste, der er garanteret,
er underholdningsværdien.

Skab KonTakt

Ideen til KonTakt-koncerterne kommer fra Aarhus Symfoniorkesters musikchef, Jesper Nordin: ”Der sættes fokus på brugerinddragelse overalt i kunstverdenen – så hvorfor ikke i koncertsalen? Interaktionen med publikum foregår jo allerede på en masse planer, og med KonTakt-serien sætter vi netop fokus på forbindelsen mellem musikerne og publikum ved at gøre den direkte og medskabende”.

Jesper Nordin for Aarhus Symfoniorkester. 

Nordin fortsætter: ”Grundlæggende vil vi gerne undersøge, hvad der sker, når publikum bliver en del af koncertoplevelsen. Det kan være med publikum som instrument – eller ved at lade publikum påvirke hvad og hvordan orkestret spiller – og hvad sker der egentlig, hvis man introducerer en tredje ting i ligningen?Koncerterne bliver en form for legestue – en udforskende, legende måde at gå til klassisk koncert på, som ikke blot kan være med til at nedbryde nogle forestillinger om at gå til koncert, men også om måder, hvorpå vi med musikken som redskab kan dyrke – og styrke – samhørigheden mellem os. Og have det
sjovt sammen!”

”Helt overordnet skal det være sjovt og lidt skørt! Underholdningsværdien er vigtig. Det skal være en
forrygende aften i koncertsalen”, slutter Jesper Nordin.

Kontakt

Thomas Jensens Allé

8000 Aarhus C

Tlf.: 89 40 90 00

musikhusetaarhus@aarhus.dk

 

Musikhusets åbningstider

Hold dig opdateret

#musikhusetaarhus #musikhuset #lifeislive

Forstærk kontraster
Læs mere
Der er ingen resultater som matcher denne søgning. Søgning fejlede