Aarhusiansk fond donerer en million til europæisk korfestival - Musikhuset Aarhus

Aarhusiansk fond donerer en million til europæisk korfestival

Kirsten og Gunnar Fonden støtter den anerkendte European Choir Games med en donation på 1 million kroner. Festivalen samler i sommeren 2025 mennesker fra hele byen gennem sang og fællesskab. Donationen går til det særlige projekt Syng med, Aarhus, der inviterer aarhusianerne til at deltage i en række fælles koroplevelser.

Når Europas største korfestival kommer til Aarhus i sommeren 2025, vil både lokale og internationale sangere fylde byens gader, pladser og koncertsale med sang.

Aarhusianerne er også inviteret med til at deltage aktivt i de musikalske oplevelser. Projektet Syng med, Aarhus inkluderer fællessang og korsang for både sangglade amatører og erfarne sangere. Målet er at skabe et stærkt fællesskab gennem musikken, hvor byens korliv er i centrum, og hvor alle kan deltage.

”Kor og korsang kan noget helt særligt. Det forener mennesker på tværs af alder, køn og kulturer i en fælles musikalsk oplevelse. Med vores støtte ønsker vi at bidrage til, at korfestivalen både forskønner byen med fællessang, og sætter Aarhus på det internationale musiklandkort.”

- Peter Rønnow, bestyrelsesformand for Kirsten og Gunnar Fonden

Ambitionen for Syng med, Aarhus er at samle 25.000 børn, unge og voksne om korsang og fællessang. Aktiviteterne kommer til at strække sig over flere måneder og skabe en lokal forankret pendant til festivalens mere konkurrenceprægede arrangementer.

”Vores ambition er at få mange flere til at synge sammen og mærke den glæde og livskvalitet, det giver. Med donationen fra Kirsten og Gunnar Fonden får vi et solidt økonomisk fundament, der gør det muligt at lave en række arrangementer, hvor alle, der har lyst og godt kan lide at synge, får mulighed for at gøre det sammen med byens rige korliv. Det, er vi overbevist om, kommer til at skabe masser af brede smil, samhørighed og hjertevarme.”

- Lene Juul Langballe, projektleder for European Choir Games.

Festival fylder hele byen

Festivalen bærer den officielle titel European Choir Games & Grand Prix of Nations. Den varer i to uger og vil i sommeren 2025 få hele byen til at genlyde af sang fra 6-8.000 nationale og internationale korsangere. Publikum bliver inviteret ind til et overflødighedshorn af koncerter, konkurrencer, workshops og kulturel udveksling mellem kor fra hele verden. Aarhus kommer til at genlyde af sang, og festivalens aktiviteter vil række ud over selve afviklingen og danne rammen om nye og varige fællesskaber, der bygger bro mellem mennesker og kulturer.

Aarhus har stolt kortradition

Aarhus er internationalt anerkendt som en by med en stolt tradition for kormusik. Der er en stærk tradition blandt de dygtige danske kor for både at deltage i og vinde konkurrencediscipliner i European Choir Games. Aarhus Pigekor, EVE, Akademisk Kor Aarhus, VocalLine og senest AarhusU i Norrköping 2023 er blandt de kor, som har hentet flotte resultater og medaljer hjem til byen.

Bag sommerens festival står Musikhuset Aarhus, Kulturforvaltningen og Aarhus Events i et stærkt samarbejde, som nu bakkes op af Kirsten og Gunnar Fonden med en betydningsfuld donation.

Musik bevæger

Kirsten og Gunnar Fonden blev stiftet med et klart formål – at videreføre stifterne Kirsten Overgaard Hjortholm Olsen og Gunnar Steen Jacobsens passion for kunst, kultur og musik. Musik, der ikke blot høres, men føles. Deres kærlighed til musikken var en fællesnævner i deres liv, og gennem fonden deles denne passion med byens borgere og skaber glæde gennem fællessang.

Om Kirsten og Gunnar Fonden

Kirsten Overgaard Hjortholm Olsen og Gunnar Steen Jacobsens Familiefond er stiftet for at støtte det aarhusianske kunst- og kulturliv. Fonden støtter kunst- og kulturlivet i Aarhus Kommune – primært musik, skulptur, billedkunst og landart.

Læs mere om fonden på www.kirsten-gunnar-fonden.dk

For flere oplysninger om fonden, kontakt bestyrelsesformand, advokat og partner Peter Rønnow mail: peter.roennow@dk.dlapiper.com

For flere oplysninger om korfestivalen, kontakt Thomas Krogh Råhlin, presse- og kommunikationsansvarlig, Musikhuset på thr@aarhus.dk eller 22309622

Hent pressebilleder herunder

Det første billede er fra Musikhusets fællessangsarrangement Syng! Syng! Syng! taget af fotograf Anders Hede.

De andre billeder er fra tidligere udgaver af European Choir Games. To af dem er fra sejrsceremonien i Gøteborg, hvor Vocal Line i 2019 vandt korkunkurrencen.

Størrelse: 3543 x 2362 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 6197 x 3285 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 4525 x 3363 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 1920 x 1980 Filtype: image/jpeg Download