Spring til hovedindhold

GrimFest slipper musikalske vildskud løs i Musikhuset

Mona Moroni, Powersolo og Mike Hecchi & The Unholy Trinity er de første navne på plakaten, når GrimFest igen indtager Musikhuset Aarhus. Her bliver vinterkulden skiftet ud med festivalstemning, musikalske overraskelser og en god portion fandenivoldsk energi.

Der er igen udsigt til en ordentlig vitaminindsprøjtning midt i den mørke vinter, når GrimFest og Musikhuset slår pjalterne sammen og inviterer til endagsfestivalen Grim x Musikhuset fredag den 12. februar 2027.

For tredje gang rykker den uhøjtidelige festivalstemning fra Grimhøjgaard ind i Musikhusets rammer, hvor scener og foyer for en dag bliver forvandlet til en indendørs festivalplads med højt til loftet og plads til det skæve, det overraskende og det uforudsigelige.

”Der er noget helt særligt ved at se Musikhuset forvandle sig, når GrimFest flytter ind. Pludselig bliver huset brugt på nye og overraskende måder, og der opstår en stemning, som man ikke finder andre steder. Det er præcis den slags møder mellem forskellige musikalske verdener, vi gerne vil skabe plads til. Og så er det jo svært at forestille sig en bedre kur mod februar end en hel dag med festivalstemning.”

- Jeppe Uggerhøj, kunstnerisk chef i Musikhuset

De to aarhusianske kulturaktører har netop løftet sløret for de første tre navne på plakaten. Og med Mona Moroni, PowerSolo og Mike Hecchi & The Unholy Trinity er der lagt op til en festivaldag, der både rummer eftertænksom pop, uregerlig rock'n'roll og musikalske afstikkere i alle retninger.

Fra drømmende pop til uregerlig rock'n'roll

Mona Moroni har på få år markeret sig som et af de mest spændende nye navne på den danske musikscene. Med debutalbummet Vågen igen har bandet begejstret både anmeldere og publikum med deres særlige blanding af melankolsk pop, dansksprogede tekster og nostalgiske klange fra 80'erne. Nu vender de tilbage til Musikhuset med deres nærværende og drømmende lyd.

Der bliver anderledes smæk på, når de aarhusianske kulthelte fra Powersolo indtager scenen. Med Kim Kix i front og 30 års musikalske udskejelser i bagagen har bandet gjort deres fandenivoldske blanding af garage, punk, surf og rockabilly til et varemærke. Trioen er berygtet for deres eksplosive koncerter, hvor både tempo og temperament er skruet helt i vejret.

Der er også lagt op til et musikalsk festfyrværkeri med Mike Hecchi & The Unholy Trinity. Med afsæt i latinrock, gypsyjazz, swampblues og 60'er-surf serverer den karismatiske frontmand og hans medmusikere et sprælsk musikalsk fusionskøkken, hvor genrerne blandes med humor, virtuositet og en god portion galskab.

GrimFest med nøglerne til Musikhuset

Når GrimFest rykker fra Grimhøjgaard i Brabrand og ind i hjertet af Aarhus, følger festivalens særlige stemning med. Og netop mødet mellem det rå og uhøjtidelige festivalunivers og Musikhusets store rammer er blevet en vigtig del af samarbejdet. De to kulturaktører har tidligere vist, at mødet kan føre til oplevelser ud over det sædvanlige. Ved seneste udgave kunne publikum blandt andet opleve en skatekonkurrence på scenen i Store sal.

For GrimFest er ambitionen endnu en gang at skabe en festival, hvor publikum både kan opleve velkendte navne og lade sig overraske af musik, de måske ikke vidste, de manglede i deres liv.

”Vi elsker at få lov til at slippe Grim løs i Musikhuset. Det er jo et fantastisk hus, og det er sjovt at få lov til at vende lidt op og ned på det hele. Vi vil gerne skabe en festival, hvor man både kan opleve noget, man kender og elsker, og blive blæst bagover af noget, man slet ikke havde set komme. Med de første tre navne synes jeg, vi har ramt lige præcis den blanding. Det bliver både stort, nyt og helt sikkert uforudsigeligt.”

- Aage Stokholm, stifter af GrimFest

Mona Moroni, Powersolo og Mike Hecchi & The Unholy Trinity er kun begyndelsen. Flere kunstnere og oplevelser bliver offentliggjort frem mod festivalen. 

Grim x Musikhuset finder sted fredag den 12. februar 2027 i Musikhuset Aarhus. 

Billetter kan købes på musikhuset.dk.

Har du yderligere spørgsmål?


Kontakt venligst:
Thomas Krogh Råhlin
Presse- og kommunikationsansvarlig, Musikhuset Aarhus
22309622
thr@aarhus.dk

Hent pressebilleder

Du kan hente pressebilleder herunder.

Kreditering:
Kato - Grim x Musikhuset 2026 - Fotograf: Mike Fuglsang
Skate konkurrence - Grim x Musikhuset 2026 - Fotograf: Mikkel Berg Pedersen
USSEL - Grim x Musikhuset 2025 - Fotograf: Mikkel Berg Pedersen
Mona Moroni - Pressefoto - Fotograf: Benjamin Krog
Powersolo - Pressefoto
Mike Hecchi - Pressefoto

Størrelse: 4834 x 3223 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 5472 x 3650 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 7747 x 5167 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 5898 x 4718 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 6000 x 4000 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 3507 x 3248 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 1920 x 1080 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 1080 x 1350 Filtype: image/jpeg Download