Spring til hovedindhold

Musikhuset slår rekord for tredje år i træk

Endnu et historisk år for billetsalg og publikumsinteresse i Musikhuset Aarhus

Kl. 8.41 i morges skrev Musikhuset Aarhus sig endnu engang ind i historiebøgerne. For tredje år i træk er rekorden for flest solgte billetter i husets mere end 40-årige historie blevet slået. Det markerer kulminationen på et år med massiv publikumstilstrømning, stor aktivitet i alle sale og en kalender, der har været fyldt til bristepunktet med masser af liveoplevelser.

”Det er en kæmpe glæde at opleve den enorme opbakning til Musikhuset fra byen og hele regionen omkring Aarhus. At så mange vælger at bruge tid sammen hos os vidner om kulturens kraft og betydningen. I en verden, der for rigtig mange mennesker føles urolig, usikker og travl, skaber fællesskabet omkring kunsten og kulturen noget helt særligt. Her kan vi samles om det, der for mange giver livet allermest kvalitet, nemlig liveoplevelser sammen med dem vi holder af.”

- Jan Christensen, direktør i Musikhuset

Nye højder for billetsalg

Billetsalget har i år passeret 377.367 solgte billetter, knap 20 dage før året rinder ud, og overgår dermed sidste års rekord. Også den samlede gæstestrøm har været markant. Indtil videre har 900.000 mennesker i løbet af året benyttet sig af Musikhusets rammer og aktiviteter - til koncerter, teater, gratis arrangementer, kunstoplevelser, konferencer, cafébesøg, møder, undervisning, studiegrupper og meget mere.

”Interessen for at komme i Musikhuset og benytte husets fantastiske rammer og faciliteter er større end nogensinde. Det afspejler, at det på mange måder har været et ekstraordinært år. Både i form af et stort og ambitiøst program, der har fået flot opbakning fra vores gæster, men også hvor vi har åbnet den nye Musikhuspark, fået nye barer og café, og sagt velkommen til en helt ny forpagter, MIB, der blandt andet har åbnet caféen også i dagtimerne. Det lover godt for det nye år, hvor både programmet, huset og parken fortsætter sin rivende udvikling.”

- Jan Christensen

Årets højdespringere

Årets største billetsælgere har blandt andet været teaterkoncerten De Vilde Kaniner, Disney-musicalen Frost, som begge kan opleves i det nye år samt fællessang i foyeren til Syng! Syng! Syng!, Nikolaj Stokholm og Den Jyske Operas La Traviata.

Flest publikummer i salen i år har musicalen Skønheden og Udyret haft, som alene i Aarhus blev set af 12.500 gæster.

Har du yderligere spørgsmål?

Så kontakt venligst:

Thomas Krogh Råhlin

Presse- og kommunikationsansvarlig, Musikhuset Aarhus
22309622
thr@aarhus.dk

Hent pressebilleder

De Vilde Kaniner - fotograf: Emilia Therese
Musikhuset udefra - fotograf: Rolf Meldgaard
Syng! Syng! Syng! - fotograf: Anders Schmidt Pedersen
Skønheden og Udyret fotograf: Morten Rygaard
La Traviata - fotograf: Anders Bach 

Størrelse: 2048 x 1366 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 5807 x 3871 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 1920 x 1080 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 8640 x 5760 Filtype: image/jpeg Download
Størrelse: 3543 x 2455 Filtype: image/jpeg Download