Anne Bakland
Slangetæmmer
Vær med til at tæmme slangen i nyt stand-up show med Anne Bakland
I showet Slangetæmmer vender Anne Bakland blikket mod vores mest private sider. Med sin tørre nordjyske levering og sit skæve blik på menneskelig adfærd undersøger hun sex, seksualitet, køn, kinks og skam – og ikke mindst alle de uskrevne regler for, hvad vi kalder normalt.
Der bliver plads til både den befriende latter og de tanker, der måske følger med hjem. For hvorfor har vi så travlt med at putte hinanden i kasser? Og hvorfor kan det, der føles naturligt for én, være grænseoverskridende for en anden?
Med erfaringer fra sit eget farverige liv går Bakland tæt på de sider af os selv, som sjældent bliver vendt over middagsbordet. Ikke for at fortælle, hvad der er rigtigt eller normalt, men for med humor og præcision at prikke til vores forestillinger om begge dele.
For måske er slangen ufortjent misforstået? Måske er den slet ikke fjenden, men snarere et billede på sensualiteten, appetitten og nysgerrigheden – alt det, vi bruger så meget energi på at holde i kort snor.
Slangetæmmer bliver personligt, sjovt og undersøgende – så glæd dig til en aften i Musikhuset, hvor både latteren og nysgerrigheden får lov at slippe fri.