Spring til hovedindhold
Musikhuset

Bryd tavsheden om vold mod kvinder

Paneldebat

  1. onsdag
    25/11
    16.00
Pris

Gratis

Varighed

Ca. 1t

Genre

#gratis

Sal

Caféscenen

Arrangør

Musikhuset Aarhus

Vær med til at nedbryde tabuet om partnervold med gratis paneldebat i Musikhuset

Hvordan bryder vi tabuet om partnervold og partnerdrab? Det undersøger Den Jyske Opera og Danner, når de sammen inviterer til en vigtig og tankevækkende paneldebat i Musikhuset, hvor personlige fortællinger og forskellige perspektiver sætter fokus på vold i nære relationer.

Hvert år udsættes omkring 118.000 kvinder i Danmark for psykisk og/eller fysisk vold fra en nuværende eller tidligere partner. Alligevel er partnervold og partnerdrab stadig omgærdet af tavshed og tabuer.

Den 25. november er det FN's internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, og i den anledning afholder Den Jyske Opera og Danner en gratis paneldebat på Caféscenen i Musikhuset. Her mødes moderator Stine Bolther med instruktør Johanne Holten, Danners direktør Mette Marie Yde og forfatter, foredragsholder og pårørende til partnerdrab Sandie Westh til en åben samtale om et alvorligt samfundsproblem, der berører mennesker på tværs af alle samfundslag.

Når kunsten giver de svære fortællinger plads

Paneldebatten finder sted i forbindelse med Den Jyske Operas opsætning af Carmen, hvor kærlighed, jalousi og vold får fatale konsekvenser. En fortælling, der trækker tråde fra operascenen til en virkelighed, som alt for mange kvinder lever i.

I forbindelse med markeringen kan du også opleve Danners kunstudstilling Red Min Søster i Musikhuset, hvor kvinder, der har overlevet vold, deler deres personlige historier. Samtidig lyser Musikhuset orange som en del af den verdensomspændende kampagne Orange The World.

Vær med til en vigtig eftermiddag i Musikhuset, hvor vi sammen giver plads til de samtaler, der alt for ofte forbliver usagte.