
Ensemble Hermes og Christian Balvig
En sanselig koncertoplevelse med suveræne strygere og kendt komponist
Glæd dig til en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, når strygerkollektivet Ensemble Hermes og komponist og pianist Christian Balvig indtager scenen med musikken fra deres kommende album FindAndYouWillSeek. Sammen tager de publikum med på en musikalsk og æstetisk rejse gennem tid og rum, hvor der er plads til nostalgi, skævhed og dissonanser.
Nye lydlandskaber
Koncerten vil bestå af musik fra Christian Balvig og Ensemble Hermes' kommende album FindAndYouWillSeek, der udkommer til foråret 2026. Musikken er komponeret i en meditativ og eftertænksom tone til Ensemble Hermes' syv strygere, og på udvalgte værker indtager Balvig klaveret og åbner for nye lydbilleder. Albummet bevæger sig i det moderne neo-klassiske musikunivers, der repræsenteres af kunstnere som Olafur Arnalds, Caroline Shaw og Nils Frahm. Musik, der inviterer til fordybelse og eftertanke.
Lyden af billeder - billeder af lyd
Kunstneren Kaspar Vig har skabt koncertens unikke visuelle ramme med en specialdesignet videoinstallation. Gennem manipulerede 8mm-filmoptagelser fra det ydre rum, arkivmateriale og animationer, udfolder han fortidens lys i et levende og abstrakt billedunivers. Billederne projiceres på en mosaik af lærreder bagved og omkring ensemblet. Resultatet er en helhedsoplevelse, hvor billeder og musik smelter sammen til ét sanseligt udtryk.