Jakob Thrane
Står bare og blomstrer
De små øjeblikkes store komik
I showet Står bare og blomstrer tager Jakob Thrane publikum med ind i følelsen af, at alle andre har fået udleveret en manual til livet, som han selv har glemt at hente i pakkeshoppen.
Han finder humoren netop dér, hvor hverdagen slår små sprækker og i de øjeblikke, hvor man pludselig opdager, at verden måske er løbet en lille smule fra én. Når man svarer forkert på ungdommens slang. Når man får hold i ryggen af at nyse. Eller når man står til hundetræning og kommer til at behandle en pensionist som en golden retriever.
Med sin karakteristiske blanding af selvironiske fortællinger og præcise observationer gør Thrane de små, lettere pinlige øjeblikke til genkendelig comedy og lader hverdagens nederlag blomstre til store grin.
Glæd dig til at få trænet lattermusklerne, når han åbner dørene til et show om at føle sig lidt malplaceret og måske et halvt skridt bagefter – men samtidig opdage, at man langt fra er den eneste.
Markant stemme i dansk comedy
Jakob Thrane har med shows som Hurtig og Sart samt sin medvirken i tv-successen Stormester markeret sig som en af tidens stærkeste stemmer på den danske comedyscene. Med Sart skrev han sig endda ind i dansk comedyhistorie med landets allerførste filmatiserede one-man show.
Samtidig har hans daglige humoristiske indslag fundet et stort publikum på sociale medier, og nu er han endnu engang klar til at stå på scenen og fyre op for et brag af en latterfest.