Melody Gardot
Gratis
Genre ArrangørMusikhuset Aarhus
Den anmelderroste jazzsangerinde Melody Gardot indtager Musikhuset med sin yndefulde vokal.
Der er lagt op til en koncert ud over det sædvanlige, når den amerikanske jazzstjerne Melody Gardot gæster Musikhuset med sit forrygende band i forbindelse med Aarhus Jazz Festival. Talentet er ligeså signifikant som historien bag amerikanske Melody Gardot. Som 19-årig cyklist blev hun kørt ned af en bilist og fik voldsomme skader. Også hendes hjerne blev hårdt rystet, og i lang tid var den blødeste bossanova toner den eneste musik, hun kunne tåle at lytte til og sidenhen så småt udøve.
Siden er hendes originale stil blevet ikonisk - med mørke briller indtager hun scenen og tager sit publikum i hendes hule hånd. Melody Gardot kæmper stadig med sine kvæstelser, men den på en gang enormt skrøbelige og enormt stærke 36-årige sanger og musiker tilhører i dag den absolutte jazzelite.
Musik med bid og kant
Melody Gardot har det melankolske univers til fælles med Norah Jones, men der er bid og kant i hendes musik. Ikke for ingenting har hun artister som Joni Mitchell som forbillede. Hun fik sit store gennembrud i 2009 med My One and Only Thrill, der har solgt mere end en million eksemplarer og begejstret anmeldere verden over.
Med flere succesfulde albums bag sig der glider hen over forskellige genre som blues, jazz og R&B forkæler Gardot sjælen og tilfredsstiller hjernen med tekster, der går dybt.
Lige nu er hun albumaktuel med Sunset in the Blue, der udkom under Corona-nedlukningen i efteråret 2020. Musikken er indspillet både i Europa og USA med producer Larry Klein samt arrangøren Vince Mendoza og indeholder ‘duetter’ med Sting og Ibrahim Maalouf.
Sunset in the Blue har modtaget en regn af stjerner og hjerter fra anmeldere herhjemme og internationalt.