
Nye talenter og krøllet jysk charme
Nyd din mad og drikke i selskab med hylemorsomme komikere i Musikhusparken. Her kan du møde alt fra up-and-coming stjerner, lokale helte og erfarne komikere.
Denne aften indtager tre veloplagte og markante standuppere scenen - klar til at give dig et godt grin med på vejen.
Johnny Robertson
Johnny er et af de nye sjove navne fra det talentfulde komikermiljø i Aarhus. Han er original og personlig i sit materiale, der altid bliver leveret med indlevelse, charme og et twist. Om han fortæller mærkværdige historier fra sit eget liv eller tager fat i de absurde emner, der findes ude i samfundet, så er man som publikum altid utrolig godt underholdt.
Du kender ham måske fra Bøgescenen på Stand-up for Skanderborg i 2023 eller da han vandt DM i standup i 2022 eller Zulu Comedy Galla i 2019, hvor han var et af “de tre nye håb”.
Emma Sørensen
Emma Sørensens krøllede hjerne inddrager publikum i sine finurlige perspektiver på alt det, hun møder i hverdagen. Det kan være tanker om PMS og prævention til træningserfaringer og historier fra hendes familie.
Emma havde sin debut som standupper i 2020. I 2021 var hun med til DM i Standup, hvor hun nåede semifinalen. Siden 2022 har hun optrådt rundt i landet med base i Aarhus, hvor hun optræder ugentligt.
Niels Nørkjær
Niels Nørkjær er en standup komiker med base i det aarhusianske. Han har markeret sig som en af de dygtigste nyere komikere og opnåede en 2. plads til DM i Standup 2019 samt en optræden til Zulu Comedy Galla 2020.
Niels tager oftest udgangspunkt i de mest almindelige situationer og tanker - og med jysk tilbagelænethed, formår han at gøre hverdagen særdeles sjov.
Sommer i Musikhusparken
Den nye Musikhuspark er nu åben for publikum, og vi er klar med en masse gratis sommerarrangementer. Drop ind fra tidlig eftermiddag til sen aften og nyd god underholdning sammen med venner og familie. Alt sammen helt gratis.