Jazzgalla - 50 år med Aarhus Jazz Orchestra
Vær med til at fejre 50-års fødselsdag for Aarhus Jazz Orchestra
Aarhus Jazz Orchestra og Musikhuset inviterer traditionen tro til en festlig jazzgalla under Aarhus Jazz Festival. I år bliver aftenen ekstra særlig, når vi fejrer 50 år med Aarhus Jazz Orchestra under ledelse af chefdirigent Geir Lysne. Med på scenen er flere af orkestrets musikalske venner gennem årene, som er med til at markere det store jubilæumsår med en aften fyldt med hæsblæsende jazztoner og forrygende bigbandminder.
Du kan godt begynde at glæde dig til en formidabel aften i Store sal med Aarhus Jazz Orchestra samt talentfulde solister, der forbliver hemmelige lidt endnu, men løbende bliver offentliggjort.
Om Aarhus Jazz Orchestra
I 1977 grundlagde en purung aarhusiansk bigbandentusiast et studiebigband ved navn Bred Ymer. Denne bigbandentusiast hed Jens Klüver, og da det efter kort tid stod klart, at orkestret var til for at blive, ændrede han orkestrets navn til Klüvers Big Band. Over de næste fem årtier skulle dette udvikle sig til at blive et af de førende jazzorkestre i Skandinavien.
Da Jens Klüver stoppede i 2012, skiftede orkestret navn til Aarhus Jazz Orchestra. Siden da har orkestret især udmærket sig som et af de mest toneangivne jazzensembler indenfor tværkunstneriske samarbejder og nytænkende jazzmusik. Takket være denne nyskabende tilgang til genren høster orkestret jævnligt rosende anmeldelser i ind- og udland, ligesom det har vundet flere priser ved særligt det prestigefyldte Danish Music Awards Jazz.