Karmen Rõivassepp & Aarhus Jazz Orchestra
Prisvindende jazzsamarbejde forener silkeblød vokal og storslået bigbandlyd
Glæd dig til en uforglemmelig musikoplevelse, når den prisvindende estiske sanger og komponist Karmen Rõivassepp endnu engang slår sig sammen med Aarhus Jazz Orchestra i en stemningsfuld koncert i Musikhuset. Med musik fra det anmelderroste album Ambivalence fra 2023 samt helt nye kompositioner inviteres publikum ind i et musikalsk møde mellem Karmen Rõivassepps silkebløde, fængslende vokal og orkestrets storladne instrumentspil.
Samarbejdet har udviklet sig gennem flere år, og det kan høres. Sammen med dirigent Nikolai Bøgelund og orkestrets 16 musikere opstår et atmosfærisk koncertformat, hvor publikum kan glæde sig til både stærke genhør og nye musikalske indtryk.
Fortryllende vokal og ny nordisk jazz
Karmen Rõivassepp er kendt for sin silkebløde vokal, der fungerer som et fortryllende instrument i sig selv. Hendes kompositioner kredser om modsætninger som lys og mørke, ro og uro og skaber plads til både fine nuancer og eksplosiv energi. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra skaber Karmen Rõivassepp et musikalsk møde, der udfordrer og fornyer bigbandtraditionen i nordisk jazz og viser både orkestrets og hendes egen musikalske alsidighed.
Anmelderost musikalsk samarbejde
Albummet Ambivalence, der udkom i 2023, blev oprindeligt fremført under Vinterjazz samme år. Koncerten og samarbejdet mellem Karmen Rõivassepp og Aarhus Jazz Orchestra blev rost til skyerne af anmeldere, og især Rõivassepp blev fremhævet for sit stærke kunstneriske udtryk som både vokalist og komponist. Siden har albummet modtaget flere priser og flotte anmeldelser:
★★★★
”Der er så meget omskiftelighed i stemninger og så meget indhold i musikken, at du i den grad får fornemmelse af at være på en inspirerende sightseeing tur i jazzmusikkens fascinerende kringelkroge, der både rummer tusmørket og lysindfaldene.”
- Side33.dk
”Kun lejlighedsvis - og kortvarigt - blev man som tilskuer klar over, at man sad på en stol med plasticsæde i Koncerthusets Studie 2 (...) Resten af tiden var man i tonernes vold og sold, henført, henrykket og udfordret.”
- Politiken
”Det er en anden side af Karmen Rõivassepp der kommer frem på Ambivalence, end den vi kender fra vokalpladerne. Det er ambivalensen. Mellem vokaljazz traditioner og storladen instrumental big band musik. Mellem et estisk ophav, dansk kultur og en amerikansk musiktradition.”
- Jazznyt