Pas de Dieu
Pas de Dieu- af Uppercut Danseteater og fix+foxy
To mennesker støder sammen i en kamp om position, værdighed og ressourcer. Om hvem der er førstevælger og hævet over den anden. Hvem har retten til at tale og hvornår slipper ordene op og lader kroppen råbe voldens sprog?
I et brydegreb af venskab og kærlighed prøver de i gentagne forsøg at være hinanden lige, men altid er der én, som er lidt mere end den anden.
"Teater på kanten af virkeligheden"
Pas de Dieu har netop haft premiere i København, hvor et begejstret publikum tog plads til en forestilling helt udover det sædvanlige. En tankevækkende og humoristisk aften, som heller ikke gik ubemærket hen hos landets anmeldere, der kvitterer med flotte stjerner og rosende ord.
★★★★★
”En ustyrlig blanding af al den vilje, kunnen og talent som både dansen og skuespillet byder på.”
- Sceneblog
★★★★★
”I en verden, hvor nye konflikter opstår dagligt, virker forestillingen meget inspirerende og opløftende”
- CPH Culture
★★★★★
”Performerne besidder et ætsende nærvær i denne ekstreme tour de force, der transcenderer rummet og skaber teater på kanten af virkeligheden.”
- Iscene.dk
Tag et smugkig på den ekspressive forestilling
Om forestillingen
Pas de Dieu er en fortolkning af det franske pas de deux, der bruges om en dans for to. Her er ofte tale om ikoniske kærlighedsdanse i store handlingsballetter, men når Uppercut Danseteater og fix+foxy går sammen om at skabe en ny forestilling, er det med ønsket om at gentænke både had og kærlighed.
I Pas de Dieu oplever vi, hvordan to mænd forholder sig til hinanden i en verden, hvor de kun har hinanden. Hvor venskab, kærlighed, vold og sex får frit spil til at udfolde sig gennem ord og bevægelse, i en konstant vekselvirkning mellem brutalitet, ømhed, egoisme og omsorg.
”Med Pas de Dieu ønsker vi at undersøge voldens væsen og forskellige former for vold. Vi, der er født i generationerne efter 2. verdenskrig har på mange måder levet i en fredens tid, diplomatiets tid og samtalens tid. En tid med international retsordens, men nu har verden bevæget sig i en retning, vi aldrig havde troet vi skulle opleve.”
- instruktør og dramatiker, Tue Biering
Skabelsen af noget nyt
Pas de Dieu er skabt af to af Danmarks mest prisbelønnede kompagnier: Uppercut Danseteater og fix+foxy. Uppercut Danseteater er kendt for deres mange forskelligartede danseforestillinger, herunder street dance, contemporary dance, capoeira og meget mere - og de har før indtaget Aarhus Summer Dance i Musikhusparken med forestillingen Benched.
Teaterkompagniet fix+foxy er kendetegnet ved deres tankevækkende forestillinger, som sætter sig i publikum længe efter forestillingens afslutning. De har ligesom Uppercut også tidligere gæstet Musikhuset, da de stod på scenen med teaterforestillingerne Landsbyen og Vi de 1%.
Denne gang har de to anerkendte kompagnier slået sig sammen med ønsket om at kreere noget, publikum ikke før har set - og ud af det sprang Pas de Dieu som en rå og nyskabende forestilling, hvor det velkendte opløses.
”I forestillingen arbejder vi med både dans og skuespil vævet sammen på scenen. Dansen er ofte ren fysikalitet og fraværet af ord, men muligheden her for at veksle mellem de to genrer åbner virkelig nogle helt nye rum. Som koreograf har det være så spændende at arbejde med både tekst og bevægelse. Her har vi virkelig kunne se hvordan det kan fungere hver for sig, og hvordan det kan mødes og slå gnister når ordene nærmest slår mod en krop i bevægelse.”
- koreograf, Stephanie Thomasen
Glæd dig til at opleve danser Mark Philip og skuespiller Morten Burian, der tilsammen har omtrent 50 års anciennitet som scenekunstnere på hver sit felt, når de mødes i Pas de Dieu.
Medvirkende
Danser: Mark Philip
Skuespiller: Morten Burian
Koreograf: Stephanie Thomasen
Instruktør og dramatiker: Tue Beiring
Scenograf: Johan Kølkjær
Komponist: Daniel Fogh
Alder: Fra 15 år
1 of 9
1 af 9