Thomas Vinterberg & Thomas Bo Larsen TALK
Gratis
Genre ArrangørMusikhuset Aarhus
Kom med 2 x Thomas ind i et filmisk univers og et langvarigt venskab.
To af Danmarks helt store filmpersonligheder mødes til en samtale om film, deres karrierer og tætte samarbejde gennem tiden - senest med Druk, der modtog en Oscar for Bedste Internationale Film. Sammen med aftenens vært, filmanmelder og journalist Ann Lind Andersen, tager Thomas Vinterberg og Thomas Bo Larsen dig med bag filmlærredet, tæt på deres venskab og syn på hinanden og selvfølgelig også ind i det filmunivers, der har præget dem begge.
Et fast makkerpar
Thomas Vinterberg og Thomas Bo Larsen har fulgtes ad siden Vinterbergs afgangsfilm Sidste omgang, som han dimitterede med fra Den Danske Filmskole i 1993. Siden har de dannet succesfuldt makkerpar som henholdsvis instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller i markante filmsuccesser som De største helte, Festen, Jagten og altså senest Oscarvinderen Druk.
De har været tæt på hinanden privat og professionelt i snart 30 år og deler nu en aften med dig i venskabets og filmens tegn. Der vil være masser af gode anekdoter, alvor, sjov og selvfølgelig filmnørderi for enhver fan eller filmelsker.
Kom og vær med til en spændende aften i Store sal.