
Dissing, Las og Cross indtager scenen med nyt album
Glæd dig til en dejlig aften, når Dissing, Las og Cross præsenterer deres fælles album Copenhagen Skyline. På sætlisten er også sangen More Than Flesh & Blood Can Bare, som Bob Dylan skrev i 1978, men aldrig udgav. Han gav generøst sangen til sin gamle bandkollega Billy Cross, der kalder teksten et bevis på Dylans unikke lyriske format.
Cross fandt endelig sin sanger
Samarbejdet mellem Dissing, Las og Cross startede med, at Billy Cross hørte Rasmus Dissing synge, han siger:
”Der er mange sangere, der synger godt og har dejlige stemmer. Men der er måske ikke så mange, der kan få os til at mærke meningen bag ordene. Da jeg hørte Rasmus Dissing synge Bob Dylan, følte jeg, at han kunne give ordene den dybde, de fortjener, og jeg burde vide det, for jeg stod ved siden af Bob aften efter aften og hørte ham synge sangene. Fordi jeg først og fremmest ser mig selv som guitarist, pladeproducer og sangskriver, har jeg i årevis ledt efter nogen til at fortolke mine sange. I Rasmus fandt jeg den person. Jeg er lykkelig!”
En passioneret musikalsk møde
For Dissing og Las har mødet med Billy Cross været det perfekte match mellem den amerikanske og nordiske folkemusiktradition.
"I et par år har Billy Cross og Dissing & Las mødtes regelmæssigt om en fælles passion. Vi er vokset op på forskellige kontinenter, og dog er vi fælles om at have rødder i folkemusikken. Specielt den amerikanske folkemusik har vi haft med os fra fødslen, og den ligger som en dyb undertone i alt, hvad vi hver især har beskæftiget os med.
De seneste år har Billy skrevet en masse sange. De rummer den indsigt, der kommer med alderen, og er fulde af betragtninger om livet på godt og ondt. Melodierne og tonesproget er rendyrket amerikansk. Man kan høre inspirationer fra store mestre som Willie Nelson, Hank Williams og Bob Dylan.
Billy føler, at disse sange falder udenfor de genrer, som han ellers spiller i sit eget orkester. Han har længe været begejstret for lyden af Dissing & Las. Vores tilgang til det håndspillede er meget beslægtet med hans egen kærlighed til musikken, og Rasmus Dissings kraftfulde og nuancerede vokal passer perfekt ind i det sørgmuntre univers, som vi skaber. Vi har i Dissing & Las altid flirtet med elementer fra de amerikanske traditioner, men gjort det på vores egen nordiske facon.
Med Billy ved roret og med hans originale amerikanske sange, har vi lavet et album, hvor det nordiske møder Amerika. En upoleret og sanselig tilgang, hvor vi har fremelsket det umiddelbare og autentiske. Vi har indspillet så meget som muligt live, med Rasmus’ vokal og Billys leadguitar som de bærende elementer. Det er blevet så godt, som vi turde drømme om.