Ingeline
Oplev en forrygende vokal og stærke melodier i Lille sal
Når den danske singer-songwriter Ingeline inviterer til en nærværende koncert i Musikhuset, kan du glæde dig til sange om dét at være en ung kvinde, mor og partner i nutiden – om at tvivle, elske, tabe og vinde i forældreskabet, kærligheden og selve livet.
Ingelines univers er inspireret af americana og genrens store mestre som Joni Mitchell og Bob Dylan, men lyden er hendes helt egen. Hun råder over en stemme, der går direkte i følelsesregisteret og formidler med så stor en inderlighed, at publikum ikke kan gøre andet end at overgive sig til hendes musikalske fortællinger.
For Tiden
I foråret 2026 udgav hun EP’en For Tiden, som besidder et stærkt personligt udtryk, har fået rosende ord med på vejen fra blandt andre DR og har ledt til en lang række koncerter på blandt andet SPOT Festival, kult-festen Magisk Midsommer og en solistoptræden ved DMA Blues. Udover at have optrådt som solist ved flere hundrede koncerter, har Ingeline desuden spillet som opvarmning for musikikoner som Sebastian.
Gå ikke glip af muligheden for at opleve Ingeline med den nye EP og sit velspillende orkester i en koncert, der understreger, hvorfor hun netop nu regnes blandt de mest spændende nye navne på den danske scene.
Lyt til hele EP'en her