Katinka & Who Killed Bambi
Gratis
Genre ArrangørMusikhuset Aarhus
Glæd dig til en unik og intim aften med spændende nyfortolkninger, når Katinkas personlige tekstunivers spiller sammen med strygerensemblet Who Killed Bambi.
Siden bandet Katinka udkom med debutalbummet Vi er ikke kønne nok til at danse, og senere singlen 2000 meter i frit fald fra efterfølgeren Vokseværk, har de været en favorit blandt både kritikere, radiolyttere og koncertgængere. Alle bandets tekster er på dansk og er udklip fra forsanger Katinka Bjerregaards egne dagbøger. De rummer en hudløs ærlighed, der varierer fra det fandenivoldske til at vise styrken i det skrøbelige. Katinka Bjerregaard vandt Spoken Word Prisen 2019, for at være ”den perfekte uperfekte talskvinde for en hel generation”.
Mette Dahl Kristensen fra strygerensemblet Who Killed Bambi har arrangeret Katinkas sange til koncerten. Hun er ensemblets primære arrangør og har tidligere arrangeret sange for prominente navne som Steffen Brandt, Søren Huss, Pernille Rosendahl og Mikael Simpson.
Who Killed Bambi er kendt for deres nysgerrige drive og iver efter at søge nye grænser for de etablerede musikgenrer.
Der er lagt op til en på opleveren i Musikhusets Lille Sal, når Katinka Bjerregaards utrolige tekster smedes sammen med Who Killed Bambis musikalske nysgerrighed.
Stærke solister og drabelige strygere
Koncerten er en af tre koncerter i Musikhusets intime Lille Sal, hvor markante, danske sangere giver eksklusive koncerter i selskab med strygerensemblet Who Killed Bambi.
Foruden denne aften med Katinka byder koncertrækken på Fallulah og Jonas Petersen kendt fra bandet Hymns from Nineveh.