Kato
Dans med, når vi overlader Musikhusets største scene til Kato
Man kan godt tage og pakke snobberiet væk, når snakken falder på Kato. Den ydmyge eksil-thybo har efterhånden huseret på den danske dj-scene i mere end 20 år, høstet guld- og platincertificeringer, priser i hobetal og ikke mindst haft spandevis af hits på samvittigheden.
Men Kato rummer langt flere facetter end blot sin glitrende superstjernestatus. Han var også den, der satte et pilskævt gæstegalleri sammen – med Infernal, Bent Fabricius-Bjerre og selveste Snoop Dogg… på samme album. Han var den, der indspillede en musikvideo på toppen af én af Storebæltsbroens 250 meter høje pyloner, og han har været fast inventar på adskillige radiokanaler.
Især på den anden, måske mere uventede side af pulten, som vært på eksempelvis P3-programmet Bræk det ned med Kato. Du kan dermed godt kravle ud under din sten og danse med, når vi overlader Musikhusets største scene til Kato for en stund, for det er helt velfortjent.
Som den første danske dj, der kunne indtage sin plads blandt headlinerne på de større hjemlige festivaler, får han selvfølgelig også lov til det her – til Grim x Musikhuset.
Festivalside