Pligten Kalder
Pligten Kalder, og det bliver Trist og Selvsmagende
Siden albumudgivelsen af Til Afståelse i 2024 er forhåbningerne om kommerciel succes atter vækket på ny. Derfor tager Torben Steno, Søren Mikkelsen, Peter Jessen og Johan Olsen tyren ved hornene. Pligten Kalder har skruet op for ambitionerne og besluttet, at folket skal have det, de vil have. Og hvad er det så? Noget Trist og Selvsmagende, som kvartetten selv kalder det: en genre, de selv har opfundet og defineret gennem deres musik i en lang årrække.
Det er dét univers, Pligten Kalder vil dyrke med ekstra mavesur, bitter intensitet til denne koncert i Musikhuset
Fra værtshusjoke til stampublikum
Projektet Pligten Kalder startede som en værtshusjoke, men har nu i snart 20 år underholdt sit stampublikum med deres særegne, sorte humor og poetiske, melodiske sange tilsat tristesse og underfundige understrømme.
Nu vover kvartetten sig endnu engang ud på kongeriets landeveje og forbi Musikhuset med en koncert, der, ifølge gruppen selv, også er en fejring af foretagendets nestor, Torben Stenos, opgradering til folkepensionist. Derudover har Søren "geniet fra Glamsbjerg" taget det første spadestik til
genopførelsen af sit barndomshjem i Glamsbjerg, der skal huse et interaktivt oplevelsesmuseum. Peter "Sax" Jessen får en ordentlig slambert af en messingbuste
opstillet i Shanghai, og Johan Olsen (forsker og rockstjerne i Magtens Korridorer) får en velfortjent undskyldning fra
Nobelpris-komiteen for den seneste forbigåelse af hans forskning.
Der har desuden været en del skriverier om showets special effects. Planerne om et indendørs pyroteknisk crescendo er desværre skrinlagt. Der vil dog være en mindre diskokugle.
Vi ses, når Pligten Kalder og der skal tages del i tristessen.