
Vocal Line's 35 års jubilæumskoncert
Oplev vokalmusik i verdensklasse til jubilæumskoncert med Vocal Line
Det aarhusianske kor Vocal Line har 35-års jubilæum næste år, og det fejres med et festligt show i hjembyen. Vocal Line indtager Musikhusets vellydende Symfonisk sal til en koncert, der blandt andet byder på highlights fra korets omfattende repertoire.
Gennem de snart 35 år har om omtrent 200 sangere været med i Vocal Line, og en stor del af dem står på scenen denne aften - som samtidig bliver Jens Johansens sidste som chefdirigent for koret.
”Det er med meget blandede følelser, at jeg har valgt at stoppe som dirigent for Vocal Line. De snart 35 år med koret har fyldt mit liv med meget stor glæde og utallige store oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Men jeg føler, at tiden nu er kommet til at give slip på mit livsværk og lade andre tage over. - Jens Johansen”
Om Vocal Line
Vocal Line er et moderne a cappella-kor med 32 sangere, dirigeret af Jens Johansen. Koret blev dannet i 1991 i Aarhus og har siden da været frontløber i udviklingen af den rytmiske korsang, nationalt såvel som internationalt. Gennem årene har koret konstant søgt at udvide grænserne for a cappella-musikken - og de sigter stadig mod et højere musikalsk niveau den dag i dag.
Vocal Line tager udgangspunkt i den danske kortradition. Herfra har koret udviklet en stærkt personlig stil med elementer af pop, rock og jazz og forener nordiske klange med personlighed og inderlighed.
Det bliver duoen Line Groth og Morten Vinther, som overtager den kunstneriske ledelse af Vocal Line efter Jens Johansen.