227387~1
05/01-2023

Markant stigning i Musikhusets billetsalg

Musikhusets gæster er vendt tilbage. Op mod 350.000 indløste billet til store liveoplevelser i 2022. Det er 50 procent flere end året før og på niveau med årene før corona.

Gæsterne kom i 2022 for alvor tilbage til Musikhuset Aarhus efter et par udfordrende år med corona. Musikhusets 40 års jubilæum begyndte i skyggen af pandemi og ufred i Europa, men året endte med masser af gæster til spektakulære oplevelser. Specielt en slutspurt i særklasse i november og december tegner godt for 2023.

”Vi glæder os over, at gæsterne igen strømmer til Musikhuset. Vores strategi har været at holde en ambitiøs fejring af Musikhusets første 40 år med masser af suveræne og ekstraordinære oplevelser for vores gæster trods udfordringer i omverdenen. Det er dejligt at erfare, at vores gæster har responderet så fint på programmet og prioriteret at komme ud og få gode liveoplevelser sammen med venner og familie”, siger Musikhusets direktør, Jan Christensen.

I alt 344.000 gæster indløste i 2022 billet til et arrangement i Musikhuset. Det er 112.000 flere end i 2021 og mere end en fordobling sammenlignet med 2020, hvor coronaen for alvor rasede. Tællere på Musikhusets døre viser, at 783.000 mennesker besøgte Musikhuset i året, der er gået. Det til trods for, at huset i januar var lukket helt ned, og de første måneder generelt var stærkt præget af pandemien.

”Det er skønt, at vores samlede billetsalg og antal besøgende ender så højt under de givne forudsætninger. Det viser os, at kulturoplevelser er højt prioriteret blandt vores gæster. Også i krisetider. Det lover godt for fremtiden,” siger Musikhusets direktør, Jan Christensen.

Ekstraordinært jubilæumsår

Året bød på en række ekstraordinære højdepunkter i anledning af Musikhusets 40 års jubilæum. På selve fødselsdagen den 27. august fyldte endagsfestivalen Life is Live Festival alle Musikhusets scener og satte særligt fokus på nutidens og fremtidens stjerner. Få dage forinden summede Musikhusparken af glæde. 10.000 mennesker festede sammen i Musikhusparken, da GNAGS inviterede til et brag af en fejring af bandets Aarhus-historie i selskab med en perlerække af store danske artister.

Derudover bød året på en spektakulær udstilling med billeder fra 40 års historie, som hele februar måned blev projiceret på Musikhusets facade og senere udstillet fra gulv til loft i Musikhusets foyer. Peter Sommer og The Raveonettes tyvstartede årets SPOT Festival med en unik koncert i Musikhusparken. Endelig blev Susanne Biers kærlighedsdrama Den Skaldede Frisør forvandlet til en forrygende musical med musik af bykongen Thomas Helmig. I alt udgjorde 1.500 koncerter og arrangementer Musikhusets jubilæumsprogram.

Danmarks første og Nordens største musikhus

Den 27. august 1982 blev Musikhuset Aarhus indviet som det første musikhus i Danmark og det største i hele Norden. I 2007 blev huset udvidet til at rumme et musikkonservatorium, et børneteater og særlige rammer for symfonisk musik, kammermusik og rytmisk musik. Det har siden dannet skole for opførelsen af danske musikhuse og begejstret danskerne med en perlerække af de største nationale og internationale stjerner. I løbet af de fyrre år har mere end 150.000 kunstnere og 20 millioner gæster besøgt Musikhuset Aarhus.

For yderligere information eller interviews kontakt venligst Steen Larsen-Ledet på last@aarhus.dk eller 22426005

 

Pressebilleder
Størrelse: 4252 x 2835 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 4252 x 2835 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 4252 x 2834 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 4000 x 2250 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 3543 x 2362 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 1920 x 1281 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 1920 x 1281 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 1920 x 1280 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 1920 x 1280 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 1920 x 1280 Filtype: jpg
Download
Størrelse: 1280 x 1920 Filtype: jpg
Download
Kontakt

Thomas Jensens Allé

8000 Aarhus C

Tlf.: 89 40 90 00

musikhusetaarhus@aarhus.dk

 

Musikhusets åbningstider

Hold dig opdateret

#musikhusetaarhus #musikhuset #lifeislive

Forstærk kontraster
Læs mere
Der er ingen resultater som matcher denne søgning. Søgning fejlede